Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

11 nederlag i 15 kampe: NFL-favoritter fyrer træner efter katastrofal sæson

Ritzau
11 nederlag i 15 kampe: NFL-favoritter fyrer træner efter katastrofal sæson
11 nederlag i 15 kampe: NFL-favoritter fyrer træner efter katastrofal sæsonProfimedia
Så gik den ikke længere for Nathaniel Hackett i NFL-klubben Denver Broncos. Efter en sæson, der har været alt andet end tilfredsstillende for holdet fra Colorado, har Broncos fyret den 43-årige cheftræner.

Hackett nåede dermed kun at stå i spidsen for Denver i 15 kampe. Blot fire af dem blev vundet.

Før sæsonen gik i gang blev Broncos ellers af mange spået som et hold, der kunne nå langt. Men det galt mere eller mindre fra dag et.

Nathaniel Hackett havde før ansættelsen i Denver aldrig før været cheftræner, og det var tydeligt allerede i sæsonens første kamp mod Seattle Seahawks, hvor han lod til at have mistet overblikket i flere vigtige momenter.

Samtidig var det forventningen, at Hackett sammen med den nyerhvervede stjernequarterback Russell Wilson ville kunne løfte Denvers offensiv til nye højder.

Men tværtimod blev angrebet endnu dårligere. Broncos er det hold, der har scoret færrest point i indeværende sæson, hvor der mangler to runder af grundspillet.

Søndagens kamp mod Los Angeles Rams endte med at blive Nathaniel Hacketts sidste som Denver-træner. Broncos tabte med hele 14-51, og det blev altså for meget for klubbens ledelse.

Rams er ganske vist forsvarende Super Bowl-mester, men er efter en om muligt lige så dårlig sæson som Broncos' allerede uden mulighed for at nå i slutspillet.

Denver Broncos er det tredje hold, der har fyret sin cheftræner undervejs i 2022-sæsonen. Carolina Panthers var først, da holdet allerede en måned inde i sæsonen fyrede Matt Rhule.

Cirka en måned senere fik Frank Reich sparket i Indianapolis Colts.

Der bliver kåret en ny mester i NFL, når Super Bowl 57 spilles natten til 13. februar dansk tid. Det står altså allerede klart, at Los Angeles Rams ikke kommer til at forsvare sin titel.