Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

140 km/t på kælk: Sensationel dansk sølvmedaljevinder fra Junior VM i skeleton sigter på Vinter-OL

Henrik Bauch
140 km/t på kælk: Sensationel dansk sølvmedaljevinder fra Junior VM i skeleton sigter på Vinter-OL
140 km/t på kælk: Sensationel dansk sølvmedaljevinder fra Junior VM i skeleton sigter på Vinter-OLPrivatfoto
I fredags vandt 20-årige Rasmus Vestergaard Johansen en sensationel sølvmedalje i skeleton ved Junior VM i tyske Winterberg. En disciplin som de færreste danskere kender, og endnu færre dyrker. Der er hastigheder på op mod 140 km/t, når man som kører ligger med hovedet forrest.

Skeleton er en OL disciplin, og derfor er OL i 2026 i Italien naturligvis et kæmpe mål for den danske skeleton-kører. I et interview med Flashscore fra Tyskland siger Rasmus Vestergaard Johansen:

”Det er lidt en vild præstation at slå nogen der var med til OL i Beijing sidste år, og en anden der har en ungdomsolympisk medalje”, siger danskeren der selv måtte se sig slået med 0.06 sekunder af tyskeren Cedric Renner, der var samlet vinder af Europe Cup i 2021.

Om interessen for skeleton, siger Rasmus Vestergaard Johansen at det ikke kommer fra fremmede. ”Min far har kørt bobslæde i flere år, så der har været en helt naturlig tiltrækning til det. I og med at jeg gerne vil til OL, så kiggede jeg på mine muligheder, og så var vejen oplagt for mig”, udtaler danskeren, og siger videre om forberedelserne frem mod OL i 2016: ”Medaljen i fredags var kulminationen på fem års arbejde, så når det handler om hundrededele og marginaler, så kan man ikke være ude i god nok tid”.

Uddannelse og sport på eliteplan er en udfordring for mange atleter, og danskeren måtte da også tage en alvorssnak med gymnasiet, som han forlod i sommer med en studentereksamen. Om snakken med gymnasiet siger Vestergaard Johansen til Flashscore:

”Jeg tog et møde med dem, og sagde at jeg havde brug for deres støtte i forhold til fravær osv. Der var heldigvis fuld opbakning fra skolen, så det løste sig. Hvis støtten ikke havde været der, var gymnasiet blevet sat på pause”.

Det er ikke for alle at køre skeleton på det niveau Rasmus Vestergaard Johansen befinder sig på. Adspurgt om hvilke fysiske forudsætninger der kræves siger danskeren:

"Man skal være hurtig og i god form for at kunne løbe slæde igang på de første 50 meter, inden man smider sig nedover den. Derefter handler det om at kunne kontrollere kroppens naturlige trang til at trække i den bremse der ikke findes. Man skal være rolig, kunne kontrollere kroppen, især skuldre og knæ, så man kan vægtforskyde i kurverne".

Danskeren missede kvalifikationen til OL i Beijing, en skuffelse der kun for nyligt er blevet fordøjet, mens forberedelserne frem mod 2026 tager form. Med en bopæl i Danmark køres der mange kilometer i vinterhalvåret.

”Om vinteren er det ret meget en nomadetilværelse. Sæsonen varer fra omkring oktober og frem mod marts. Den nærmeste træningsbane er 700 kilometer væk, og når jeg er afsted, er det typisk flere uger ad gangen. I øjeblikket er jeg på en fire ugers tur, med kombineret konkurrence og træning”. Næste konkurrence er på fredag i Altenberg i Tyskland, hvor danskeren allerede har indfundet sig.

OL i 2026 som afholdes i Milano og Cortina d'Ampezzo i Italien, er den helt store drøm for danskeren der også har taget et gevaldigt hop på verdensranglisten. Så stort, at Rasmus Vestergaard Johansen er sikker på at hvis vinter OL i Beijing også var blevet skubbet et år som sommer OL i Tokyo blev det, så havde det været med danskeren som deltager: "Snakken havde ikke været om jeg kvalificerede mig, men om hvor godt jeg ville have gjort det", siger danskeren til Flashscore.

Omkring kvalifikationen til OL i 2026 siger Rasmus Vestergaard Johansen:

”Det handler om at være skarp i slutningen af 2025, og score mange point via dine konkurrencer. Så ved du om du skal have kufferterne klar derhjemme, så indtil da handler det om fine-tuning”.

Skeleton er ikke uden fare i og risici, når man begiver sig ned af den 1,5 kilometer lange bane. Dem har danskeren dog allerede parkeret i baghovedet i jagten på at blive hurtigere og hurtigere:

"Det bliver hverdag og man vænner sig til det. Det handler om at fokusere på de enkelte kurver og ikke tænke på man styrter. De tanker slap jeg af med for to år siden, hvor jeg fandt roen og selvsikekrheden i hvad jeg laver. Det er også først dér, man begynder at køre hurtigt. Det handler i bund og grund om at lave så lidt som muligt i kurverne, og det kan man kun hvis man er rolig".

Med al den rejseaktivitet aerbejdes der hårdt på at få sponsorer med ombord, og derfor handler det om at fortælle en historie siger den danske skeleton-kører: ”Det gælder om at finde folk som køber ind på at det kan virke absurd at dyrke en sport der ikke findes i Danmark i jagten på OL-deltagelse. Det handler om at inspirere andre, og få andre til at tro på deres egne drømme”, og selvom støtten er vigtig, så handler det om at finde den rette balance i tingene fortsætter Rasmus Vestergaard Johansen: ”Når sæsonen er i gang, har jeg brugt den tid på at skaffe sponsorer som jeg skal henover sommeren. Jeg kan ikke bruge tid på begge dele under sæsonen, for der skal jeg bare køre hurtigt”

Skulle det lykkes at kvalificere sig til OL i 2026, vil det være første gang at Danmark har en deltager med i disciplinen.