Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

6. sejr i træk: Herning buldrer videre på isen inden slutspil

Ritzau
6. sejr i træk: Herning buldrer videre på isen inden slutspil
6. sejr i træk: Herning buldrer videre på isen inden slutspilProfimedia
Herning Blue Fox har for alvor fundet opskriften på sejr med slutspillet stående for døren. Søndag vandt midtjyderne for sjette gang i træk i Metal Ligaen, da Sønderjyske i begge holds næstsidste kamp i grundspillet blev banket med 5-0.

Faktisk er Hernings sejrsstime nu otte kampe lang. I februar vandt holdet også pokalturneringen ved at triumfere i sine to kampe - semifinalen og finalen - ved Final 4-stævnet på hjemmebane.

Med sejren er Herning nu oppe på førstepladsen med 95 point. De forsvarende mestre fra Aalborg Pirates har samme antal på andenpladsen, men har spillet en kamp færre. Nordjyderne møder senere søndag Herlev Eagles.

Hernings sejr søndag blev grundlagt i første og anden periode med to scoringer i hver, så der stod 4-0 inden de sidste 20 minutter.

Med små fem minutter tilbage fjernede Thomas Andersen endegyldigt spændingen om udfaldet, da han gjorde det til 5-0.

Allerede inden kampen fik Hernings fans noget at glæde sig over. Her meddelte klubben nemlig, at den rutinerede profil Morten Poulsen også vil være at finde på Hernings hold de kommende to sæsoner.

Odense Bulldogs og Frederikshavn White Hawks mødes også søndag. Det er sidstnævntes sidste grundspilskamp. Rungsted Seier Capital tager ligeledes imod Esbjerg Energy.

Bundproppen Rødovre Mighty Bulls, der har udspillet sin mulighed for at nå i slutspillet, sidder over. Tirsdag afsluttes grundspillet med fire kampe.