AaB henter venstreback i Hvidovre med øjeblikkelig virkning
Oprykkeren AaB har lørdag sikret sig nyt blod til sin venstreback.
Fra Hvidovre kommer 23-årige Marc Nielsen til, skriver klubben på sin hjemmeside.
Det er 11 dage siden, at AaB offentliggjorde, at man havde sikret sig Marc Nielsen fra nytår, når hans kontrakt med Hvidovre udløb.
Siden er klubberne dog blevet enige om en overgangssum, så skiftet allerede nu bliver effektueret.
"Jeg er utrolig glad for, at det hele har flasket sig således, at jeg nu er AaB-spiller. AaB er en kæmpe klub, der skal være en fast del af 3F Superligaen - og gerne i den øvre halvdel på sigt - og det er jeg sikker på, at klubben nok skal blive".
"Der er et rigtig stærkt setup i klubben med flotte faciliteter, en dygtig trænerstab og en stærk spillertrup, og jeg ser meget frem til samarbejdet med Menno (van Dam, red.), som jeg er sikker på, kan være med til at udvikle mig", siger Marc Nielsen til AaB's hjemmeside.
AaB og Nielsen har lavet en fireårig kontrakt.