Aalborg Håndbold kan sikre CL-avancement ved at slå nordmænd onsdag aften
Aalborg Håndbold kan onsdag aften sikre sit avancement til Champions Leagues ottendedelsfinaler definitivt.
Det kræver en sejr i hjemmekampen mod norske Elverum.
Nordjyderne har da også kun et mål for kampen, understreger højrebacken Lukas Sandell.
"Vi går naturligvis ind for at vinde kampen, det gør vi til alle kampe, for vi skal helt sikkert videre til ottendedelsfinalerne, det er sindssygt vigtigt for os", siger Lukas Sandell til Aalborg Håndbolds hjemmeside.
Aalborg stiller op som storfavorit. Ikke mindst fordi udekampen mod Elverum blev vundet med 33-25 i september.
"Selv om vi vandt den første kamp mod Elverum i Norge, så tager vi på ingen måde let på det. Vi spiller hjemmekamp foran vores fantastiske publikum, så vi vil selvfølgelig gøre alt for at give dem en stor oplevelse og tage de to point."
Svenske Sandell kom fra netop Elverum, da han skiftede til Aalborg i 2020.
Han vurderer, at Elverum har været stærkere, end Champions League-tabellen siger. Det norske hold har blot samlet 2 point i 12 kampe og har udspillet sin chance i turneringen.
"Det er et hold, der har arbejdet hårdt for at få point i turneringen, men statistikken snyder lidt, for de har trods nederlagene spillet mange gode kampe", mener Sandell.
"Jeg forventer, at vi får en svær kamp, for Elverum har mange gode spillere, der er på vej frem. Så de kommer ikke til at lægge sig ned, for de har et rigtig fint hold og en dygtig træner, så de kan sagtens overraske os, hvis ikke vi er vågne."
De seks bedste hold fra gruppe B avancerer i Champions League. Med en sejr er Aalborg sikker på mindst sjettepladsen. Sker det ikke, kan Aalborg stadig blive overhalet af Celje, der venter på udebane i sidste spillerunde 1. marts.
Onsdagens hjemmekamp mod Elverum begynder klokken 18.45.