Aalborg Håndbold laver en aftale med Lukas Nilsson fra næste sæson
Fredag meldte Aalborg Håndbold at de havde hentet den slovenske landsholdsspiller, og nuværende CL-topscorer Aleks Vlah i Celje.
I dag er det så Lukas Nilsson, der kommer til Nordjylland, efter et ophold i Rhein-Neckar Löwen de seneste tre sæsoner.
Til klubbens hjemmeside udtaler Nilsson:
“Efter mange år i Bundesligaen ser jeg frem til de nye udfordringer. Aalborg Håndbold har virkelig præsteret flot over de seneste år, og da muligheden bød sig, var det ikke et svært valg. Jeg glæder mig til at trække den røde trøje over hovedet efter sommerferien og møde mine nye holdkammerater, og sammen vinde flere titler til klubben”.
Glæden er også stor i Aalborg, over tilføjelsen af den 26-årige venstre back, der har 76 landskampe for Sverige på sit CV.
“Lukas har trods sin unge alder allerede præsteret på højt internationalt niveau med syv sæsoner i den tyske Bundesliga, masser af erfaring fra Champions League og med det svenske landshold”, udtaler direktør Jan Larsen om sin seneste signing der får følgende skudsmål med fra direktøren: ”Han er meget eksplosiv og har en utrolig skudstyrke, som jeg er sikker på, vi kan få stor glæde af i Aalborg Håndbold fra næste sæson”.