Aalborg nærmer sig semifinale efter slingrekurs mod KIF Kolding
Men trods et nederlag og en uafgjort kamp i slutspillet er nordjyderne nu tæt på at sikre sig en plads i semifinalen.
Onsdag aften vandt Aalborg 28-26 ude over KIF Kolding, som til gengæld har udspillet sin rolle i kampen om avancement.
Koldingenserne har blot et enkelt point i slutspilsgruppen og ligger dermed sidst, mens Aalborg som etter har syv point før de sidste to kampe. Skjern følger lige efter med seks point, men møder onsdag aften Ribe-Esbjerg, der har tre point på tredjepladsen.
De to bedste hold går videre.
Chancen for videre færd og DM-medaljer var spinkel for KIF Kolding, men det forhindrede ikke de lokale i at møde op og skabe en intens ramme om duellen.
Inde på banen gik det også heftigt for sig. De to holds forsvar stod godt, og en af nøglerne til målene lå i de mange kontrachancer, som holdene kom frem til.
Kolding var længe et lille skridt foran og kunne ved 7-6 være kommet foran med to. Den harpiksindsmurte bold trillede hen ad gulvet mod målet, men stoppede pludselig og snød værterne for et mål.
Aalborg har været hårdt plaget af skader, men havde flere af sine profiler med igen. En af dem var Sebastian Barthold, som udlignede på en kontra til 10-10, men generelt haltede gæsterne efter.
Havde det ikke været for en flot spillende Simon Gade i Aalborg-målet, kunne KIF Kolding snildt have været foran med mere end det ene mål, der adskilte holdene ved pausen.
Også Aron Palmarsson var tilbage for Aalborg Håndbold, og han indledte anden halvleg med et par scoringer, der var med til at sende gæsterne i front.
Aalborg-stjernerne begyndte at vise deres høje niveau, og da landsholdskæmpen Henrik Møllgaard udbyggede føringen til 21-18 efter 43 minutter, begyndte det for alvor at dufte at to nordjyske point.
Sådan gik det også. Trods tilnærmelser fra hjemmeholdet kørte Aalborg sejren hjem i en medrivende slutfase og vil med en sejr til Skjern senere onsdag være klar til semifinalen.