Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Aalborg-træner er flov efter bizar ishockeyblamage: Vi fik en en kæmpe røvfuld

Ritzau
Voldsomme cifre i kampen mellem Aalborg og Rungsted.
Voldsomme cifre i kampen mellem Aalborg og Rungsted.Flashscore
Det var noget af en overraskelse, der kom fredag aften, da Rungsted var på besøg i Aalborg og smadrede hjemmeholdet.

Pinligt.

Så enkelt opsummerer Aalborg Pirates-træner Garth Murray den første DM-kvartfinale mod Rungsted Seier Capital, der endte som en regulær nedslagtning af nordjyderne.

I en af de mest opsigtsvækkende slutspilskampe i de senere år tabte de regerende mestre 2-11 på egen is, og dermed er guldfavoritten bagud 0-1 i kvartfinaleserien.

"Vi fik en kæmpe røvfuld af et hold, som var meget motiveret og havde en klar plan. Det var pinligt for os. Og det var pinligt for vores fans", siger Murray til Nordjyske.

Rungsteds enorme sejrscifre bliver ikke mindre overraskende af, at nordsjællænderne tabte samtlige seks møder med Aalborg i grundspillet.

Her hentede Aalborg 45 point mere end Rungsted, der indledte kvartfinalerne som det dårligst rangerede af de otte hold.

Aalborgs kaptajn, Julian Jakobsen, peger på, at hans hold spillede "for fint" mod de undertippede gæster.

"Vi kan måske også sætte spørgsmålstegn ved den plan, som vi gik ind til kampen med. Det var nok ikke den rigtige."

"De var mere forberedte, og så tabte vi pusten, da de scorede til 4-1. Det må selvfølgelig ikke ske", siger Julian Jakobsen til Nordjyske.

Aalborg har dog rig mulighed for at rejse sig efter afklapsningen, for kvartfinaleserien spilles bedst af syv. Med andre ord skal der fire sejre til at avancere til semifinalerne.

De to hold mødes igen søndag eftermiddag på Rungsteds hjemmebane.