AC Horsens jagter hurtig returbillet til Superligaen efter travl sommer
Det slår sportschef Niels Erik Søndergård fast forud for holdets sæsonpremiere ude mod Kolding IF søndag eftermiddag.
Han påpeger dog også, at Horsens efter en sommer med profilafgange og et trænerskifte kan få en træg start, men bør blive bedre, som sæsonen skrider frem.
"Vi har en tro på, at vi selv er et af de stærkeste hold i 1. division, og man skal kunne se på os, at vi har erfaring fra at have spillet i Superligaen."
"Vores trup er hverken færdig eller sammenspillet endnu, så jeg forventer ikke, at vi er i vores bedste udgave i første eller anden spillerunde, men vi skulle gerne blive bedre og bedre."
"Vi kunne godt have brugt 14 dages forberedelse mere, det er ingen hemmelighed, men det er der sikkert mange hold, som siger. Vi har været igennem en turbulent periode efter nedrykningen, så flere ting skal falde i hak, før vi er en stærk enhed igen," siger sportschefen.
Han peger på AaB som divisionens klart bedste hold, mens han ser Horsens kæmpe med særligt to hold om rækkens anden oprykningsbillet.
"Det vil være unaturligt ikke at sige, at AaB er storfavoritter til oprykning, for det er de. De kommer fra en anden planet end os andre og har nogle helt andre forudsætninger som klub og by."
"Derudover kommer Sønderjyske og Vendsyssel nok også i spil, og jeg er spændt på at se, hvor Kolding står efter en flot sæson. Og der kan jo komme positive overraskelser, som også kan kæmpe om oprykning," siger Niels Erik Søndergård.
Siden sydøstjyderne rykkede ud af Superligaen, er tidligere cheftræner Jens Berthel Askou blevet solgt til IFK Göteborg. Ind i stedet er kommet den tidligere Esbjerg-spiller Joakim Persson, som er skiftet fra trænerjobbet i Varberg.
Han har hurtigt sat et aftryk og gjort det klart over for sine spillere, hvordan holdet skal spille i fremtiden, siger Niels Erik Søndergaard.
"Vi skal stadig være et hold, der har nogle klare fysiske elementer i vores spil - ikke forstået sådan, at bolden bare skal jernes op på anden sal - men vores dna er, at det er synligt, at vi arbejder hårdt og går til den."
"Det var også det, Joakim Persson stod for som spiller, og sådan er han også som træner. Samtidig forventer jeg også, at han giver os et lidt mere offensivt mindset på banen i forhold til vores forår i Superligaen," siger sportschefen.
I løbet af sommeren har ti spillere fra sidste sæsons førsteholdstrup forladt klubben af forskellige årsager. Heriblandt finder man profiler som James Gomez, Magnus Jensen og Thomas Santos.
Rutinerede Jakob Ankersen og den svenske midtbanestrateg Albert Ejupi er blandt er blandt flere tilgange. Der kan måske komme enkelt eller to tilføjelser mere i den kommende halvanden måned.
"Det har været en travl sommer indtil videre. Det kan du bare spørge min kone om. Jeg har ikke siddet med benene oppe på skrivebordet og nydt lidt rosévin, for der har været travlt. Jeg håber, der kommer mere ro på i resten af transfervinduet," siger Niels Erik Søndergård.