AC Horsens sender skuffet træner på orlov efter manglende cheftrænertilbud
Klubbens mangeårige assistenttræner Mads Lyng er efter en gensidig aftale sendt på orlov, fordi han er skuffet over ikke at blive udpeget som klubbens nye cheftræner.
Det skriver Horsens Folkeblad, og sportschef Niels Erik Søndergård bekræfter oplysningen over for bold.dk.
Efter nedrykningen fra Superligaen i juni blev cheftræner Jens Berthel Askou solgt til IFK Göteborg. I rekrutteringen af en ny cheftræner blev svenskeren Joakim Persson foretrukket over Mads Lyng.
I et interview med Horsens Folkeblad i sidste uge udtrykte Mads Lyng skuffelse over at være blevet forbigået til cheftrænerjobbet.
"Det er en speciel situation. Det vil jeg ikke lægge skjul på, fordi jeg er ansat i klubben. Jeg vil heller ikke lægge skjul på, at jeg er sindssygt skuffet over, at jeg ikke fik chancen. Det var min ambition at blive cheftræner, og jeg føler selvfølgelig, at jeg var den rigtige til jobbet," sagde Mads Lyng til avisen.
Den 40-årige fodboldtræner har bortset fra en afstikker til Randers FC været tilknyttet AC Horsens siden 2011, og siden 2017 har han været assistenttræner for klubbens førstehold.
Mads Lyng vikarierede som cheftræner i AC Horsens i to superligakampe i december 2020 efter fyringen af Jonas Dal.
AC Horsens tager hul på sæsonen i 1. division søndag eftermiddag med en udekamp i Kolding.