Afbud giver Clara Tauson overraskende chance i østrigsk WTA-turnering
Danske Clara Tauson profiterer som såkaldt "lucky loser" af et afbud fra Katerina Siniakova og spiller onsdag mod den tredjeseedede Irina-Camelia Bega i første runde.
Den 32-årige rumæner er rangeret som nummer 27 i verden og har vundet fem WTA-turneringer i sin karriere. Seneste triumf var finalesejren i grusturneringen Palermo Open sidste sommer.
Den uventede chance falder på et tørt sted for Tauson, der fik meget af 2022-sæsonen spoleret af skader og har haft en tung start på det nye år.
I sidste uge sæsondebuterede hun med et nederlag i kvalifikationen til en WTA-turnering i Lyon. Mandag gentog historien sig så i Linz.
Her måtte den 20-årige dansker bøje sig mod spanieren Rebeka Masarova, der vandt i to sæt.
For et år siden opnåede Clara Tauson sin hidtil bedste placering på verdensranglisten, hvor hun var nummer 33. På den seneste udgave af listen er hun faldet til nummer 141.
Det første gang siden september sidste år, at Tauson er med i en turnering på WTA-niveau.
Turneringen i Østrig med det officielle navn Upper Austria Ladies Linz har status af WTA 250-turnering.