Afgjort i sidste sekund: Bakken Bears bød israelske gæster op til dans
Der er langt fra Jerusalem til Aarhus. Egentlig er der ikke nogen tvivl om, at Israel ligger i Asien, i Mellemøsten. Men ligesom Kazakhstan - og Israel - har mulighed for at kvalificere sig til EM i fodbold, så kan israelske basketballhold altså også deltage i Champions League.
Og sådan et israelsk hold har Bakken Bears fået lov at prøve kræfter med i denne sæsons gruppespil af den europæiske turnering.
Et gruppespil der for de forsvarende danske mestre har vist sig enormt udfordrende og har resulteret i tre nederlag ud af tre mulige, endnu et tirsdag aften med cifrene 71-72.
I Aarhus var Hapoel Jerusalem altså på besøg tirsdag aften, hvorfra de som skrevet rejser hjem med to point i bagagen. Og lige der, i Aarhus, bag den ene kurv, sad omtrent 25 israelske fans, der altså havde taget den lange tur til Ceres Arena, hvor kampen blev spillet.
Bakken Bears' normale hjemmebane var nemlig inddraget til noget lidt anderledes, et folketingsvalg.
En god og en dårlig halvleg
Bakkens bjørne havde tilsyneladende ingen problemer med at spille i en anden hule, end de plejer at gøre, for de var klart bedst i kampens to første perioder, gik til pause med en føring på syv point, ja, faktisk havde de kun været bagud i sølle 11 sekunder.
Men efter pausen, i takt med at flere og flere af de israelske fans rejste sig fra stolene og rykkede nærmere banen, svingede basketpendulet så pludselig i den anden retning.
Ikke nok med at israelerne indhentede Bakken, så tog de også føringen ud af Bears' klør og byggede sig et nogenlunde forspring. Et forspring som Anders Sommers mandskab faktisk fik lukket med flot fight i kampens afsluttende minutter.
For selvom Bakken Bears med ret så kort tid tilbage af kampen var nede med fem point, var de lige pludselig helt oppe at ånde israelerne i nakken.
Ceres Arena nåede sit kogepunkt med under et halvt minut tilbage af kampen. Stemningen i hallen var således direkte elektrisk, da Bears med 19 sekunder tilbage fik bolden peget i sin retning, kun bagud med ét point.
Tæt på men ingen cigar
Og så lignede det for en endog meget kort stund, at de danske mestre skulle tage sæsonens første sejr i Champions League. For med blot 6,5 sekunder tilbage på uret ramte Ryan Evans et fadeaway hopskud og gav Bears en føring på ét point.
Men selvom Hapoel Jerusalem har fået en skidt start på sæsonen, hvor de har tabt to af sæsonens fire første kampe, er det altså et hold med enormt stor kvalitet. Den viste de lige der, i de døende sekunder.
Et smart play, antageligvis tegnet op af den erfarne serbiske cheftræner, Aleksandar Dzikic, der tidligere i karrieren har været assistenttræner i NBA, gav et dunk til store og stærke Mareks Mejeris, der ovenikøbet blev fejlet i processen.
Den store lette brændte med fuldt overlæg sit skud fra straffelinjen, for pludselig havde Bears altså under tre sekunder til at finde en scoring. Selvom Skyler Bowlin sendte bolden håbefuldt afsted fra egen banehalvdel, kunne den desværre for Bakken ikke finde kurven.
Israelsk jubel, både på banen men især også blandt de medrejsende tilskuere, der fik selskab af det vindende hold i fælles dans og sang, mens de danske fans måtte vandre slukøret ud Ceres Arena, mens det mere og mere ligner, at Bakken Bears ligeledes må indstille sig på at vinke farvel til Champions League basketball.