Agent bekræfter italiensk Newcastle-spillers bettingproblem
Tonalis agent bekræfter, at spilleren fra Newcastle lider af et bettingproblem.
"Sandro Tonali kæmper en alvorlig kamp for at komme over det, og den vil han også vinde. Han er trist og stadig i chok," siger agenten Giuseppe Riso ifølge sportsmediet La Gazzetta dello Sport.
"Jeg håber, at denne periode vil redde Sandro Tonali og hjælpe andre, der er i samme situation."
Tonali blev sendt hjem til sin klub, Newcastle, og har siden da trænet fuldt hos det engelske hold. Agenten oplyser også, at Tonali kan være en del af Newcastle-holdet, der lørdag møder Crystal Palace.
"Han ved, at han har et problem, og han er stålsat på, at det skal løses. Klubben er fuldt ud på hans side," siger Giuseppe Riso.
Sandro Tonali og Nicolo Zaniolo kom i myndighedernes søgelys efter, at Italiens Fodboldforbund (FIGC) onsdag i sidste uge havde åbnet en efterforskning af Juventus-spilleren Nicolo Fagioli i en sag om betting.
Fagiolis sag bliver også efterforsket af anklagemyndigheden i Torino og i forbindelse med den efterforskning er Tonali og Zaniolos navne dukket op.
Den 22-årige Fagioli, der har spillet én landskamp for Italien, er mistænkt for at have brugt forskellige identiteter til at placere væddemål på ulovlige sider.
Ifølge det italienske medie Gazzetta dello Sport står Nicolo Fagioli til at få syv måneders karantæne.