Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

AGF er klar til semifinale efter samlet sejr mod hårdt kæmpende Brøndby-hold

Simon Lindgren
AGF kom med nød og næppe videre til semifinalen.
AGF kom med nød og næppe videre til semifinalen.Claus Bech/Ritzau Scanpix
Der var spænding for alle pengene, da Brøndby og AGF tørnede sammen søndag eftermiddag.

Det var noget af et bjerg, som Brøndby skulle bestige, da AGF var på besøg søndag eftermiddag. Aarhusianerne vandt nemlig med 2-0 i det første opgør, og derfor var favoritværdigheden hos AGF.

Kampen startede med masser af hårde dueller og fight, men ligesom i det første opgør var det AGF’erne, der startede bedst. Gæsterne fik en del frispark på Brøndbys banehalvdel i kampens begyndelse.

AGF havde held med deres dødbolde i den første kamp, og i Brøndby var GF’erne også farlige, men dog ikke lige så kyniske, som i det omvendte opgør. 

Brøndby kom dog mere og mere med i kampen og fik sat nogle fine angreb sammen.

Hjemmeholdet viste dog mere skarphed, da Daniel Wass efter 25 minutters spil sendte et frispark ind i hovedet på Mathias Kvistgaarden, som headede bolden i nettet og tændte nyt liv i deres jagt på semifinalepladsen.

De blågule fik mere blod på tanden efter scoringen og forsatte trykket på AGF. Der var optræk til flere chancer, men det blev ved mulighederne og en annulleret scoring for Mathias Kvistgaarden.

Kort inden pausen blev det dog endnu bedre for hjemmeholdet, da de bragte balance i det samlede regnskab. 

Et indlæg fra højrebacken Sebastian Sebulonsen, der havde fået chancen fra start, endte hos backkollegaen Marko Divkokic, som med en præcis inderside fandt Mathias Kvistagaarden, der kunne gøre det til 2-0. 

AGF var helt ved siden af sig selv, mens Brøndby sprudlede. De to hold gik til pause med stillingen 2-0 til hjemmeholdet efter en hektisk forestilling.

Mathias Kvistgaarden jubler efter scoring til 2-0
Mathias Kvistgaarden jubler efter scoring til 2-0Claus Bech/Ritzau Scanpix

Anden halvleg startede med, at AGF-træner Uwe Rösler havde skiftet hele fire spillere ud i pausen, hvilket var et klart signal om, at den tysker træner bestemt ikke var tilfreds med de første 45 minutter.

Allerede efter et minut efter anden halvlegs start var det ved at gå galt for AGF igen. Forsvarsspilleren Frederik Tingager lavede en for kort pasning tilbage mod Bailey Peacock-Farrell. Afleveringen blev opsnappet af Nicolai Vallys, som dog ikke fik udnyttet situationen.

Efter 48 minutters spil fik AGF dog noget at glæde sig over. Et indlæg ude fra venstre side endte hos Felix Beijmo, som headede bolden på stolpen, men den rutinerede angriber Patrick Mortensen var først over riposten og sparkede reduceringen i nettet. 

1-2-resultatet betød, at aarhusianerne ville gå videre til semifinalen. Det betød dog også, at AGF trak sig helt tilbage i egen hule og overlod initiativet til Brøndby. 

Hjemmeholdet kombinerede fint, men kunne ikke få skabt de helt store chancer.

Sekunderne gik og Brøndby blev mere og mere ihærdige, men kom ganske enkelt ikke til chancer, fordi AGF stod solidt i forsvaret og afviste alle indlæg.

Efter fire minutters overtid fløjtede dommeren kampen af og AGF-spillerne kunne juble over den første semifinaleplads siden 2021.