Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

AGF-lejr vil have omstødt Beijmos røde kort i tumult: Håber retfærdigheden vil ske fyldest

Flashscore
AGF-lejr vil have omstødt Beijmos røde kort i tumult: Håber retfærdigheden vil ske fyldest
AGF-lejr vil have omstødt Beijmos røde kort i tumult: Håber retfærdigheden vil ske fyldestProfimedia
Felix Beijmo fik sit andet gule kort for tumult med Brøndbys træner efter kampen. Det var unfair, mener AGF.

Der var dramatik efter kampen, da AGF søndag aften slog Brøndby 1-0 i Aarhus. Brøndby-træner Jesper Sørensen fik rødt kort efter slutfløjt, da han tog fat i trøjen på AGF's Felix Beijmo lige foran kampens dommer.

Den lille tumult udløste dog også et gult kort til Beijmo, som havde et fra kampen i forvejen og dermed ligeledes blev præsenteret for et rødt kort.

Det udløser karantæne til den svenske back, men både AGF's anfører og træner mener, at udvisningen af Beijmo bør annulleres.

"Jeg håber, der findes noget video på det, fordi det var unfair, at Felix skulle have gult kort. Jeg tror ærlig talt, at Morten Krogh havde glemt, at Felix allerede havde et gult kort, og jeg håber, det bliver kigget igennem", siger AGF-anfører Patrick Mortensen ifølge TV 2 Sport.

Jesper Sørensen tog efterfølgende bataljen på sin kappe og beklagede, at han havde taget fat i Beijmo.

Præcis hvad Beijmo sagde i situationen, og som han altså fik sit andet gule kort for, vides ikke.

Men hans træner Uwe Rösler, som har rost Jesper Sørensen for at påtage sig skylden, er ikke i tvivl om, hvorvidt Beijmos røde kort bør annulleres.

"Jeg håber, retfærdigheden vil ske fyldest", siger han til TV 2 Sport.

Patrick Mortensen blev matchvinder, da han scorede kampens enlige mål på straffespark.

Med sejren er AGF nummer tre i 3F Superligaen. Der er et enkelt point op til FC København og FC Midtjylland i toppen. Brøndby ligger nummer seks - fem point fra AGF.