AGF-målscorer ærgerlig over ikke at kunne udnytte god første halvleg
Superligaen åbnede med et brag i Aarhus, da AGF tog imod FC Midtjylland. AGF'erne kom ud som lyn og torden og overfusede FC Midtjylland, som var presset helt tilbage.
Allerede efter otte minutter bragte Tobias Bech aarhusianerne foran, mens de efterfølgende vadede i chancer. Selvom AGF'erne brændte flere store chancer og missede et straffespark, så var der gode forudsætninger for, at de kunne gøre arbjedet færdigt i anden halvleg.
Efter pausen fik FCM bedre fat, og kampen endte 1-1. AGF kunne nemlig slet ikke holde samme tempo, og det ærgrer AGF-målskytten Tobias Bech.
"Vi skulle have lukket kampen i første halvleg. Jeg synes, det er to tabte point, hvis jeg skal være helt ærlig," siger Tobias Bech til TV 2 Sport efter kampen.
I første halvleg var Tobias Bech også involveret i en hændelse, hvor alle AGF's spillere og fans følte sig snydt for et straffespark.
I næste runde skal AGF en tur til Parken, hvor FC København venter.