AGF og Silkeborg deler i porten i jysk topopgør
Første halvleg var en lige affære, hvor Silkeborg bragte sig foran på et hug ved nærmeste stolpe fra altid giftige Tonni Adamsen.
Nicolai Poulsen sørgede dog for, at stillingen ved pausen var 1-1 efter han med en af sine sjældne scoringer udlignede efter et hjørnespark.
Efter pausen var spændingsniveauet intakt, hvilket medførte en række advarsler, men antallet af chancer faldt.
Tobias Bech fik korrekt annulleret en AGF-scoring for offside, men begge hold var tydeligt ved at blive trætte.
I de sidste momenter af kampen var Mikael Anderson tæt på at skaffe AGF alle tre point direkte på frispark, men en stor redning af Nicolai Larsen sørgede for at Silkeborg slap fra Århus med et velfortjent point.
Med resultatet distancerer FC Midtjylland sig i toppen fra begge dagens kombattanter.
Den sidste time af opgøret mellem Superligaens nummer to og tre blev en frustrerende affære for begge mandskaber.
AGF var meget på bolden og fik også lagt et nogenlunde tryk på gæsterne, men de store målchancer udeblev. Alt for ofte kiksede den sidste aflevering, og spillet løb ud i ingenting.
Hos Silkeborg nåede boldomgangen ikke de vanlige højder på et ellers fint græstæppe i Aarhus, så cheftræner Kent Nielsen måtte flere gange tage sig til hovedet.
Kent Nielsen kunne dog kortvarigt i første halvleg se en fem-seks minutter lang Silkeborg-opblomstring, hvor hans skaderamte hold tog føringen og potentielt kunne have lukket kampen.
Tonni Adamsen udnyttede den måske mindste af fire muligheder, da angriberen fra en spids vinkel trykkede bolden op i det nærmeste målhjørne forbi Jesper Hansen i AGF-målet.
Adamsen, der nu er delt ligatopscorer med seks mål, var i Silkeborgs gode periode både hurtigere og mere snu end Frederik Tingager, der ikke fik tacklet i tide, når målslugeren forsøgte sig.
Den kortvarige Silkeborg-dominans ebbede hurtigt ud. AGF satte sig igen på spillet, og værterne fik også truet gæsternes mål et par gange.
Nicolai Poulsen fik efter 29 minutter udlignet til 1-1 efter et hjørnespark, hvor Mads Emil Madsen headede midtbaneslideren fri til skud i et overbefolket Silkeborg-felt.
I overtiden fik AGF en sidste chance til at give tilskuerne på et udsolgt stadion en sejr at gå hjem på, da hjemmeholdet fik et frispark på kanten af feltet.
Mikael Anderson blev sat til at sparke, og islændingen var uhyre tæt på, men Nicolai Larsen i Silkeborg-målet fik handskerne på, og så sluttede topopgøret uafgjort.
FC Midtjylland topper Superligaen med 20 point. AGF er nærmeste forfølger med 17 point, mens Silkeborg på tredjepladsen har 16 point.