AGF-træner efter ti points i fire kampe: Vi er ikke færdige endnu
Det får aarhusianerne til at kigge mod medaljer, fortæller AGF-spilleren Nicolai Poulsen.
"Det er en kæmpe sejr for os i det her ræs om top-6. Det betyder sindssygt meget. Det har været stressende, og der er mange med om buddet, så det at lukke det inden sidste runde er vigtigt, siger han efter sejren."
AGF-profilen ser frem mod mesterskabsspillet, og holdets gode formmæssige stime får Nicolai Poulsen til at kigge op i tabellen.
"Vi ser os selv som en del af top-6, og det fik vi også vist mod Randers, hvor vi var bedst. Når man først er med i top-6, går man også efter noget metal, og længere op til topholdene er der heller ikke."
"Der er hold foran os, som er gået lidt i stå pointmæssigt, og omvendt har vi momentum. Vinder vi igen i næste runde, kan vi snuse til der, hvor det er rigtig sjovt", siger han.
AGF-cheftræner Uwe Rösler beholder benene mere på jorden, inden mesterskabsspillet går løs. Han erkender dog, at den gode stime kræver, at AGF skal fastlægge en ny målsætning efter grundspillet.
"Vi har en god atmosfære omkring holdet lige nu, og vi har hentet ti point i de seneste fire kampe."
"Vi er ikke færdige endnu. Vi vil hente endnu en sejr i den sidste kamp i grundspillet, og så kommer landsholdspausen. Herfra skal vi sætte os ned som hold og lave en ny målsætning, som er nødvendigt for os", siger Uwe Rösler.
AGF møder i sidste kamp i grundspillet OB på hjemmebane, mens Randers skal på udebane mod bundholdet AaB.