AGF-træner Uwe Rösler: Efter sidste kamp mod FCK, kommenterer vi ikke længere dommeren
Ti minutter inde i anden halvleg fik AGF bolden i mål, men efter en VAR-gennemgang blev scoringen annulleret for offside, fordi midtbanespilleren Nicolai Poulsen forstyrrede FCK-keeper Kamil Grabara inde på stregen.
Den afgørelse ville Rösler ikke kommentere over for Viaplay. "Efter den sidste kamp mod FC København har vi i lederstaben i AGF besluttet ikke at udtale os om VAR-beslutninger eller dommer-afgørelser og det tror jeg er en meget god beslutning, så vi kan bruge vores energi på en positiv måde", sagde AGF-træneren, der dog var glad for Nicolai Poulsen´s indsats i situationen:
"Generelt syntes jeg, at Nicolai Poulsen gjorde et rigtig godt job (med at holde Grabara væk). Grabara er en meget god målmand, og hvis du lader ham stå alene, vil han også prøve at komme i mellem spillere og angribe bolden."
Spørger man FCK-træner Jacob Neestrup, var det helt i orden, at målet blev underkendt. "Regel nummer ét for mig er, at når vi selv har hjørnespark, så skal vi skynde os væk fra stregen ved de der afretninger, for ellers er det en... Der er jo offside, fordi han aktivt går på Kamil efter afslutningsøjeblikket", sagde Jacob Neestrup