AGF tog sen sejr i Lyngby
Det var et AGF-hold, der igen havde både Nicolai Poulsen og Frederik Tingager som centrale krumtapper til en must-win kamp for århusianerne på et solbeskinnet Lyngby Stadion.
AGF dominerede store dele af første halvleg, men uden at komme frem til for alvor store chancer. Mod slutningen pressede de behørigt ekstra på, og Mads Kikkenborg måtte hive en topredning ud af ærmerne for at forhindre Mads Emil Madsen i at krølle et ellers fremragende langskud fra højre side af feltet ind i hjørnet af målet.
Efter pausen var Lyngby stadig primært i defensiven, men bed ofte fra sig på de kontraer, der uundgåeligt måtte komme mod et udehold, der havde alvorligt brug for en sejr for at holde kontakten med top-6 i vater.
Undervejs i anden halvleg fik AGF annulleret to mål, begge på deres plads, da først Tobias Mølgaard var offside, inden han lagde bolden ind til Eric Kahl og Yann-Aurel Bisseck havde hånden på, inden han bugserede en løs bold ind over stregen efter et hjørne. Her så Mads Kikkenborg ellers for en eneste gang sårbar ud.
Fire minutter inde i overtiden kunne Patrick Mortensen forløse en bidsk omgang fight fra begge holds side, da han satte finish på et fremragende gennembrud af Mikael Anderson og dermed sikrede AGF tre vitale point i kampen om at holde trit med FC København og FC Midtjylland, der ligger á point med 21, dog med en kamp i hånden til FCM.
AGF ligger på syvendepladsen, mens Lyngby forbliver sidst, fortsat uden en sejr.