Ajax-chefer falder på stribe efter skandalekamp
Storklubben fra hovedstaden Amsterdam er i stor krise, og det har betydet, at flere af fodboldklubbens spidser har forladt skuden på få dage.
Søndag blev teknisk direktør Sven Mislintat fyret, og onsdag har bestyrelsesformand Pier Eringa valgt at trække sig. Det oplyser Ajax på sin hjemmeside.
Krisen kulminerede søndag, hvor Ajax på hjemmebane mødte rivalen Feyenoord. Opgøret blev afblæst ved stillingen 3-0 i gæsternes favør på grund af uroligheder, og den blev først sat i gang igen denne onsdag.
En gruppe af rasende Ajax-tilhængere forsøgte senere at tiltvinge sig vej ind på stadion, og politiet brugte tåregas for at få styr på ballademagerne.
Umiddelbart derefter blev Sven Mislintat, der i øvrigt undersøges for en række habilitetsproblemer, fyret, og nu går bestyrelsesformanden altså også.
"Især når tingene ikke går godt, er det vigtigt at være der som rådgiver. Men jeg er ikke døv over for kritikken og ikke blind for den situation, Ajax lige nu er i", siger Pier Eringa.
Ajax havde indledt sæsonen med en sejr, to uafgjorte kampe og et enkelt nederlag, og kampen mod Feyenoord endte også uden gevinst.
Feyenoord førte kampen 3-0, da dommeren onsdag fløjtede op for de sidste 35 minutter. Da den var slut, var forskellen vokset til fire mål efter en scoring af Santiago Giménez.
Uden tilskuere på lægterne på Johan Cruijff Arena vandt Feyenoord dermed 4-0 og indtager tredjepladsen i Æresdivisionen. Meget uvant er Ajax helt nede på 14.-pladsen.