Alcaraz slår Medvedev og spiller sig videre i ATP Finals
Det blev en kendsgerning, da han i sin sidste gruppekamp slog russeren Daniil Medvedev med cifrene 6-4, 6-4.
Trods nederlaget er også Medvedev videre i turneringen. Det stod klart allerede efter onsdagens kampe i gruppen.
Derimod trækker tyske Alexander Zverev sorteper. Tyskeren lagde ellers ud med at slå Alcaraz i første kamp, men siden tabte han sin anden kamp til Medvedev.
Zverev kan med en sejr fredag aften over Andrey Rublev nå to sejre ligesom både Medvedev og Alcaraz, men uanset hvad vil Zverev være dårligst indbyrdes blandt de tre.
I fredagens kamp blev et enkelt servegennembrud afgørende i begge sæt.
Medvedev havde også sine chancer, men Alcaraz var bedst på de afgørende bolde.
I andet sæt var Medvedev godt med, og foran 4-3 havde han en åbning i Alcaraz' parti, men spanieren kom tilbage og holdt serv, inden han selv brød til 5-4.
På breakbolden lavede Medvedev dobbeltfejl, og kort efter servede Alcaraz sejren hjem med et rent parti.
Med sejren vinder Alcaraz gruppen og skal i semifinalen nu møde Novak Djokovic i et brag mellem verdens to bedste spillere.
Medvedev tørner sammen med Jannik Sinner i den anden semifinale lørdag.