Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Alcaraz vender tilbage som verdensetter med magtdemonstration i Indian Wells-finale

Ritzau
Alcaraz viste klassen i søndagens Indian Wells-finale.
Alcaraz viste klassen i søndagens Indian Wells-finale.FREDERIC J. BROWN/AFP
Sidste års største tennisåbenbaring blandt herrerne - 19-årige spanske Carlos Alcaraz - vender tilbage til verdensranglistens førsteplads.

Natten til mandag dansk tid satte Carlos Alcaraz den 27-årige russiske Daniil Medvedev til vægs i finalen i ATP Masters 1000-turneringen Indian Wells.

Med de overbevisende cifre 6-3, 6-2 var spanieren i førersædet fra start til slut.

Præstationen fra kraftfulde Alcaraz var kontrolleret og overbevisende, og han behøvede ikke for alvor folde repertoiret ud under blæsende forhold.

Imens så Medvedev en smule energiforladt ud efter at have spillet et hav af tenniskampe og vundet 19 kampe i træk indtil finalen.

"Selvfølgelig spillede Daniil ikke op til sit bedste, men jeg er meget glad for min præstation", siger Alcaraz efter kampen og kalder det en "fantastisk" afrunding på turneringen.

Alcaraz lagde fremragende fra land i opgøret mod den mere erfarne russer.

Først tog han sit eget serveparti sikkert, og da den første chance bød sig, brød han russeren og bragte sig foran 2-0.

Spanierens stærke server og aggressive spil fra baglinjen så slet og ret ud til at overvælde Medvedev, der hele tiden var et skridt bagud i duellerne.

I resten af sættet holdt spillerne deres servepartier, og med en serv ud af banen sikrede Alcaraz sig åbningssættet overbevisende 6-3.

Nu var Medvedev tvunget til at stemple ind i opgøret, hvis finalen ikke skulle udvikle sig til et rent Alcaraz-show.

Det formåede russeren langtfra.

Sættet fik en mareridtsstart for Medvedev, der blev brudt i første serveparti, og da Alcaraz hjulpet på vej af to suveræne servereturneringer brød russeren igen til 3-0, var det reelt forbi.

Medvedev formåede at holde serv to gange mere og dermed forlænge opgøret en smule. Men efter 70 minutter var det forbi, da Medvedev sendte en serveretur ud af banen.

Alcaraz glæder sig over sin tilbagevenden tennistinderne.

"Det betyder meget for mig. Det er vildt for mig", siger Alcaraz i tv-interviewet på banen efter kampen.

Det er serbiske Novak Djokovic - som på grund af USA's coronavaccinekrav ikke kunne stille op i Indian Wells - der bliver forvist fra verdensranglistens dukseplads.

For Holger Rune blev Indian Wells en skuffelse. Den danske nummer otte i verden blev sendt ud i sin kamp nummer to i turneringen mod schweiziske Stan Wawrinka.

Rune får mulighed for at revanchere sig ved endnu en Masters 1000-turnering næste uge, når der spilles Miami Open.