Amerikaner ser muligheder for at slå Bolt: Nærmer os verdensrekorden
Men inden længe kan rekorden falde. Det mener den amerikanske sprinter Christian Coleman, verdensmester på distancen fra 2019 og regerende verdensmester på 60 meter.
"Med de tider, der bliver løbet nu, mener jeg helt ærligt, at der er en del gutter, som ikke er langt fra at kunne", siger 28-årige Coleman ifølge Reuters forud for weekendens Diamond League-stævne i Shanghai.
9,76 sekunder er den 28-årige amerikaners personlige rekord på 100 meter. Men feltet er jævnbyrdigt og i sidste weekend løb den blot 17-årige high school-elev Christian Miller 9,93 sekunder.
Tiderne er dog stadig et pænt stykke fra jamaicanske Bolts rekord. Faktisk har ingen været under 9,70 sekunder, ud over Bolt selv, siden hans landsmand Yohan Blake løb på 9,69 sekunder i 2012.
Amerikaneren Tyson Gay er den eneste anden i verden, som har løbet 9,69 sekunder. Det skete i 2009.
Christian Coleman erkender da også, at der skal noget unikt til. Men potentialet er der.
"Det skal være perfekte forhold, den rigtige dag, den rigtige konkurrence og det rette sted. Men hvis man fokuserer på sit løb og får eksekveret det godt, så kan det magiske øjeblik indtræffe", mener han.
I 2009 satte Usain Bolt også verdensrekord på 200 meter. Den står også stadig og lyder på 19,19 sekunder.
Bolt stoppede karrieren i 2017. Det blev til 8 OL-guldmedaljer og 11 VM-titler. En niende OL-guldmedalje i 100 meter stafet i 2008 er blevet frataget det jamaicanske hold, som Bolt var stjernen på, da en af holdkammeraterne efterfølgende blev taget for doping.