Amerikaner slår McIlroy på målstregen og vinder US Open igen
Bryson DeChambeau gik de fire runder i samlet set seks slag under par - et slag bedre end Rory McIlroy.
Nordireren fulgte godt med DeChambeau på sidste spilledag, men kollapsede til allersidst med tre bogeys på de sidste fire huller.
Overordnet var McIlroy dog bedst i fjerde runde, som han med i alt fire bogeys og fem birdies gik i et slag under par.
DeChambeau leverede to birdies og tre bogeys og gik sidste runde i et slag over par. Men han kunne ånde lettet op til sidst takket være sine præstationer i de foregående tre runder.
Det er anden gang, at DeChambeau vinder US Open. Første gang var i 2020.
DeChambeau er aktuelt nummer 38 på verdensranglisten, mens McIlroy er nummer tre. Det er ti år siden, at McIlroy sidst har vundet en golfmajor.
Verdensetteren Scottie Scheffler endte på en delt 41.-plads i otte slag over par.
Nicolai Højgaard endte som den bedst placerede dansker på en delt 50.-plads i ni slag over par.
Med fire bogeys gik danskeren fjerde runde i fire slag over par.
Landsmanden Frederik Kjettrup klarede ikke cuttet efter anden runde.
Kjettrup havde kvalificeret sig til US Open som amatør gennem kvalifikationsturneringen. Lige før US Open besluttede han at overgå til en tilværelse som professionel.