Baltimores quarterback Lamar Jackson får stor NFL-hæder
Natten til fredag dansk tid modtog han prisen som ligaens mest værdifulde spiller i sæsonen (MVP) for anden gang i karrieren. Han fik 49 ud af 50 førstepladser fra de stemmeberettigede, skriver Reuters.
Baltimore vandt 13 af de 16 grundspilskampe, som Jackson deltog i. Her bidrog han med at kaste 3678 yards, lave 24 touchdownkast, løbe 821 yards og løbe sig frem til fem touchdowns.
Det er anden gang i karrieren, at han modtager den ærefulde pris. Han fik den også i 2019-sæsonen.
I sin takketale ved prisuddelingen i Las Vegas hylder Lamar Jackson sine holdkammerater fra Baltimores angreb.
"Jeg kan ikke takke min offensiv og min offensive linje nok. De er ude og blokere for mig, de griber mine bolde, de gør alting. Det er mit hold. Det her er en holdpris," siger den 27-årige quarterback.
Lamar Jackson og Baltimore tabte til Kansas City Chiefs i duellen om en plads i Super Bowl.
Chiefs møder natten til mandag San Francisco 49'ers i sæsonens største kamp.