Cleveland Browns' quarterback misser resten af sæsonen
Cleveland Browns' quarterback, Deshaun Watson, misser resten af NFL-sæsonen med en skade, som kræver en operation.
Det oplyser det amerikanske NFL-hold mandag.
Efter søndagens nederlag til Cincinnati Bengals i NFL har scanninger vist, at den 29-årige amerikaner har revet akillessenen over.
Quarterbacken trådte i løbet af andet quarter i kampen tilbage i banen for at kaste bolden, men han faldt uden at blive ramt.
Han blev båret af banen og kom ikke tilbage.
Andenvalget Dorian Thompson-Robinson pådrog sig en fingerskade og blev erstattet af Jameis Winston i søndagens nederlag.
Derfor er det usikkert, hvem der starter, når Browns møder Baltimore Ravens i næste runde.
Watson har været i klubben siden 2022.
Han har tidligere haft titlen som den bedst betalte spiller i NFL's historie med en kontrakt, der har sikret ham mindst 230 millioner dollar - svarende til omkring 1,5 milliarder danske kroner.
Cleveland Browns har kæmpet med offensiven hele sæsonen og endnu ikke scoret 20 point i en kamp.