Disse NFL-hold kommer til at spille i London og München næste sæson
NFL annoncerede de udpegede hold til 2024-sæsonens kampe som en del af International Games-serien. De præcise datoer og modstandere kendes først, når spilleplanen for grundspillet bliver offentliggjort senere på året.
Bears og Vikings spiller deres kampe på Tottenham Hotspur Stadium, mens Jaguars vender tilbage til Wembley Stadium til deres 12. kamp i London under en flerårig aftale.
Panthers rejser til Tyskland for at spille på Allianz Arena i München, hvor Bundesliga-holdet Bayern München holder til.
NFL's første kamp i Tyskland blev spillet i 2022 på Allianz Arena, hvor Tampa Bay slog Seattle 21-16.
NFL sagde i sidste måned, at de vil spille kamp i grundspillet i 2024 i Sao Paulo, Brasilien, men det er endnu uvist, hvilke hold, der skal spille på Corinthians Arena, NFL's første kamp i Sydamerika.
"Det er en stor prioritet for ligaen og dens 32 hold at bringe vores hold ud til flere fans rundt om i verden, og vi er glade for at vende tilbage til London og München i 2024," siger Peter O'Reilly, NFL's vice-præsident.
"Den internationale lidenskab for spillet og NFL fortsætter med at vokse, og det, at vores hold og deres verdensklasseatleter spiller kampe og engagerer sig med fans over hele verden, er en vigtig del af, at blive en virkelig global sport."
Bears, Vikings og Jaguars har NFL's internationale marketingrettigheder i Storbritannien, mens Panthers har de samme rettigheder i Tyskland.
NFL planlægger også at vende tilbage til at spille kampe i Mexico City, men det bliver ikke i 2024 på grund af renoveringen af Estadio Azteca.