Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

NFL-dansker belønnes for gode præstationer med ny kontrakt

Ritzau
Hjalte Froholdt (til højre) fortsætter i NFL.
Hjalte Froholdt (til højre) fortsætter i NFL.NORM HALL/GETTY IMAGES NORTH AMERICA/Getty Images via AFP
Hjalte Froholdt havde en fremragende 2023-sæson, og nu belønner NFL-holdet Arizona Cardinals danskeren for de gode præstationer.

Holdet fra ørkenstaten har udstyret Hjalte Froholdt med en ny kontrakt, så de to parter nu har papir på hinanden til udgangen af 2026-sæsonen.

Den danske center fyldte tirsdag 28 år, og dermed har han altså fået sig noget af en fødselsdagsgave fra sin klub, der dagen efter har offentliggjort forlængelsen.

Danskeren kom inden 2023-sæsonen til Cardinals på en toårig kontrakt.

I det første år hos holdet fra ørkenstaten etablerede Froholdt sig som fast mand på centerpositionen og spillede samtlige 17 kampe.

"Da 2023-sæsonen sluttede, havde Froholdt udviklet sig til et anker i midten og en nøglespiller på den offensive linje," skriver Cardinals på sin hjemmeside i forbindelse med forlængelsen.

Det er heller ikke småpenge, som danskeren indkasserer i forbindelse med forlængelsen.

Ifølge Ian Rapoport, der er journalist på NFL Network, kan Froholdt med kontraktforlængelsen se frem til at tjene op mod 12 millioner dollar, hvor 8 millioner er garanteret. Resten er præstationsbaseret.

Det svarer til 80 millioner kroner, hvoraf de 53 millioner kroner er garanteret.