Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

NFL-klub vil opføre fire meter høj bronzestatue af Tom Brady

Ritzau
NFL-klub vil opføre fire meter høj bronzestatue af Tom Brady
NFL-klub vil opføre fire meter høj bronzestatue af Tom BradyProfimedia
I mere end to årtier var Tom Brady en af NFL's største stjerner, og klart broderparten af den enestående karriere blev tilbragt i New England Patriots.

Det bliver den pensionerede quarterback nu hædret for på flere måder.

Onsdag blev 46-årige Brady indlemmet i Patriots' Hall of Fame, hvor kun de største koryfæer i klubbens historie får plads.

Her hører Brady utvivlsomt til. I løbet af karrieren i New England kastede han for 74.571 yards i grundspillet, hvilket er mere end dobbelt så mange som nummer to på listen hos Patriots.

Læg dertil 541 kastede touchdowns, et hav af slutspilsrekorder og seks Super Bowl-titler, som han nåede i løbet af sine 20 sæsoner i klubben.

Patriots har valgt at frede rygnummer 12, som Tom Brady spillede med i NFL. Også efter skiftet til Tampa Bay Buccaneers, hvor han snuppede endnu en Super Bowl-ring til samlingen mod slutningen af karrieren.

I løbet af den kommende sæson vil New England Patriots desuden opføre en knap fire meter høj statue af Brady uden for sit stadion.

"Statuen vil stå alene på pladsen uden for vores Hall of Fame for at symbolisere hans position. Ikke kun som den største i klubbens historie, men som den største i NFL's historie", lød det ifølge AFP fra Patriots-ejer Robert Kraft.

Brady sluttede ikke sin karriere i New England, da han ved udgangen af 2022-sæsonen sagde stop. Men han føler sig stadig som en del af klubben.

"Jeg er for evigt taknemmelig. Jeg er Tom Brady, og jeg er en Patriot", understregede han, mens han takkede tidligere medspillere og trænere.

Ikke mindst Bill Belichick, som var Bradys chef under hele den succesfulde periode i klubben.

"Tak for alt, du har gjort for os. Tak for alt, du har gjort for mig. Og tak for at være det eksempel, du har været for os på daglig basis i 20 år", sagde Belichick under ceremonien.

Der skal gå fem år, fra man forlader NFL, til man kan blive optaget i Pro Football Hall of Fame, så Brady må vente fire år på den ultimative hæder.

Californieren har dog ikke sluppet NFL helt. Fra den kommende sæson bliver han den førende ekspertkommentator for tv-stationen Fox.

/ritzau/