Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

NFL-round up: Steelers med sent comeback i intenst divisionsopgør mod Ravens

Flashscore
Steelers vinder et tæt opgør i AFC North
Steelers vinder et tæt opgør i AFC NorthPhoto by Joe Sargent / GETTY IMAGES NORTH AMERICA / Getty Images via AFP
To quarterbacks udgik med skade, mens en anden blev bænket efter en rædderlig indsats. Flere af kampene blev afgjort til, i endnu en forrygende runde i NFL.

Atlanta Falcons - Houston Texans 21-19

Holdene var begge (2-2) inden kampen, og det startede også ganske jævnbyrdigt. Texans kicker, Ka'imi Fairbairn, havde snøret støvlerne ordentligt på, og lavede tre FG i første halvleg. Det sidste betød Texans føring på 9-6 ved pausen.

Fairbairn sparkede yderligere et FG, i et tredje quarter, hvor Falcons kunne se, at deres to tabte fumbles, var en direkte årsag, til at Texans havde føringen. 

Det lignede en Texans-sejr, da C.J. Stroud fandt Dalton Schultz med under to minutter tilbage, hvilket gav Texans en 19-18 føring, men Falcons ville det anderledes. Med et FG fra Younghoe Koo som tiden løb ud, sikrede Falcons sig en snæver sejr.

Detroit Lions - Carolina Panthers 42-24

Hjemmeholdet fra Detroit var storfavoritter, inden mødet med Panthers, der gik ind til kampen med nederlag i samtlige fire kampe. Tre spil skulle Jared Goff blot bruge, for at lede Lions til et TD, da David Montgomery løb 42 yards til endzonen. Lions og Goff fortsatte ufortrødent, og førte med 28-10 efter de to første quarters. Især det TD der gav en 28-7 føring var en nydelse.

Både Goff, og draftens førstevalg, Bryce Young, kastede tre touchdowns, og over 200 yards. Forskellen var de to interceptions, som Bryce også kastede i kampen, der efterlader Panthers som det eneste hold i NFL uden en sejr.

Udover de to interceptions lavede Carolina også en fumble, og sammen med 45 penalty-yards, synliggjorde Panthers teorien om, at turnovers og penalties koster sejre.

Indianapolis Colts - Tennessee Titans 23-16

En lige kamp på papiret, men med et Colts mandskab, der havde tabt begge hjemmekampe hidtil i sæsonen. Colts QB Anthony Richardson måtte udgå med en skulderskade, men hjemmeholdet var alligevel i front ved pausen med 10-6. Boldbesiddelsen var ligeligt fordelt, men Colts havde mere end 100 yards mere end gæsterne. Colts runningback Zack Moss, løb for 84 yards på seks forsøg, og scorede også et TD før pausen.

Titans bragte sig i spidsen på deres første drive efter pausen, ved runningback Tyjae Spears. Opgøret forblev dog levende hele vejen til slut. Colts kicker, Matt Gay, bragte Colts foran med syv point, med et minut tilbage.

I bestræbelserne på at vende opgøret igen, kastede Ryan Tannehill en interception, og så kunne Colts løbe de sidste sekunder af klokken, og notere sig sæsonens første hjemmesejr.

Miami Dolphins - New York Giants 31-16

Giants har tidligere i sæsonen, lagt ryg til flere øretæver, mens Dolphins i uge 3, lavede 70 points mod Broncos. Det startede også fint for hjemmeholdet, der lavede TD på deres første drive. Giants hang dog på, og lod ikke Dolphins løbe afsted. Den udskældte Giants QB, Daniel Jones, var solid i første halvleg, og New York var blot nede med et enkelt TD ved pausen.

En af grundene til det, var New York Giants safety Jason Pinnock, der lavede en interception i egen endzone, og returnerede den for et TD.

Efter pausen tippede skalaen dog til hjemmefavoritterne, der langsomt men sikkert trak fra Giants. Tua Tagovailoa havde en blandet dag for Dolphins, med to touchdowns og to interceptions og 308 yards.

Giants mistede Daniel Jones i starten af fjerde quarter, efter et sack af Andrew Van Ginkel, men backup Tyrod Taylor kunne heller ikke bringe Giants tilbage i kampen.

New England Patriots - New Orleans Saints 0-34

Krisen kradser hos New England, og de kom også bagud, da Tyrann Mathieu lavede en "pick-six", og bragte Saints på 7-0. Senere øgede Alvin Kamara til 14-0, og så skulle Bill Belichick på hårdt arbejde, for at fyre op under sit mandskab. Det blev dog endnu værre for Patriots, der måtte indkassere endnu et TD inden pausen, og dermed stod der 21-0 til Saints efter første halvleg.

Det blev på ingen måde bedre efter pausen. Saints dominerede på bolden, og Derek Carr strøede bolden omkring sig, mens Mac Jones havde en skidt dag på kontoret for Patriots, og endte med at blive skiftet ud.

Saints knuste Patriots med hele 34-0, og det var ikke et point for meget. Saints havde næsten bolden i 40 minutter og Carr var 18 på 26 for 186 yards og to TDs

Pittsburgh Steelers - Baltimore Ravens 17-10

Der var dækket op til et af de største lokalbrag i hele ligaen, da Pittsburgh tog imod divisionsrivalen fra Baltimore. Gæsterne havde let spil i første quarter, men måtte nøjes med en føring på 7-0. Begge hold lavede et FG yderligere i de første 30 minutter, hvor Lamar Jackson og Ravens dominerede i flere af de vigtige statistikker, foruden på måltavlen, hvor der stod 10-3.

Ingen af holdene kunne for alvor finde rytmen i tredje quarter. Hver eneste angrebsserie endte i et punt, og trods dominans i antallet af opnåede yards, kunne Baltimore ikke for alvor hægte Steelers af. Steelers halede yderligere ind med først en safety, siden et FG, og så var der skruet op for dramaet inden den afgørende fase.

Steelers QB, Kenny Pickett, fandt George Pickens i endzonen, og så var det pludselig Steelers der så ud til at hale sejren i land. Et sack på Lamar Jackson, og en efterfølgende fumble recovery, gjorde at Steelers kunne øge til slutresultatet 17-10.