Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

San Francisco 49ers slår Dallas Cowboys og tager fem sejre på stribe i NFL

Ritzau
San Francisco 49ers var på intet tidspunkt pressede mod Dallas Cowboys.
San Francisco 49ers var på intet tidspunkt pressede mod Dallas Cowboys.EZRA SHAW/GETTY IMAGES NORTH AMERICA/Getty Images via AFP
To hold er stadig ubesejret efter de første fem kampe i NFL i denne sæson.

Det ene hold er San Francisco 49ers, der natten til mandag dansk tid udraderede Dallas Cowboys med cifrene 42-10.

Det var den hidtil største og mest overbevisende af de fem sejre, som San Francisco 49ers har hentet i denne sæson.

Brock Purdy, der bliver ved med at vokse i rollen som quarterback hos San Francisco, kastede hyppigt til George Kittle, der takkede for tilliden ved at score tre touchdowns.

"Når du ikke bliver tacklet, er det fedt. Jeg kommer til at vågne op i morgen med en fantastisk følelse."

"Godt gået af Purdy at kaste til mig i de åbne rum og lade mig løbe med bolden. Det var sjovt," siger Kittle ifølge AFP.

Dallas Cowboys reducerede til 7-14 i andet quarter, men tættere på sejren kom udeholdet ikke.

Dak Prescott, der er quarterback for Dallas, var bitter efter det klare nederlag.

"Det så jeg ikke komme. Vi lagde alle kræfter i det, men fik en på munden. Jeg kaldte det for nogle uger siden ydmygende at tabe til Arizona Cardinals."

"Men det her var måske den mest ydmygende kamp, jeg nogensinde har været med i," siger Dak Prescott ifølge NFL's hjemmeside.

Det er blevet til tre sejre og to nederlag i de første fem kampe for Dallas Cowboys.

Ud over San Francisco er også Philadelphia Eagles ubesejret efter de fem første kampe af sæsonen.

I femte spillerunde vandt Philadelphia Eagles 23-14 ude over Los Angeles Rams.