Amerikansk servekanon spiller sig videre til opgør mod Holger Rune i Australien
Det bliver den amerikanske serv-flugt-kanon Maxime Cressy, som danskeren skal møde.
Endnu er der ikke fastlagt kamptidspunkt, men det ventes, at Holger Rune og Cressy skal i aktion torsdag.
Cressy slog onsdag aften australsk tid på dag tre af turneringen spanske Albert Ramos-Viñolas med cifrene 7-6, 7-5, 3-6 , 6-3.
Kampforløbet for Cressy blev noget mærkværdigt efter en lang udskydelse.
Ramos-Viñolas og Cressy nåede flere timer ind i deres kamp tirsdag, inden den blev afbrudt ved stillingen 2-2 i fjerde sæt og 2-1 i sæt til Cressy.
Onsdag var spillet på udendørsbanerne i Melbourne suspenderet på grund af regn, men da Cressy kom i aktion igen, fløj han med et hurtigt servegennembrud til en sejr i fjerde sæt på 6-3.
Matchbolden vandt han på et servees som et forvarsel om, hvad der venter 19-årige Rune.
Knap to meter høje Cressy, som er født i Frankrig, stiller op for USA.
Han er rangeret som nummer 41 i verden og har to gange tidligere mødt Rune. Begge gange trak det danske tennisstjerneskud sig sejrrigt ud af opgøret.