Ancelotti roser brasilianer efter 5-2-sejr: Vinicius er verdens mest afgørende
Den spanske hovedstadsklub Real Madrid leverede et forrygende comeback i kampen mod Liverpool tirsdag aften.
Real kom tidligt bagud med 0-2, men Vinicius Junior fik den spanske storklub tilbage i kampen, da han med to mål sørgede for 2-2 ved pausen.
Først driblede sig fri og scorede fra kanten af feltet, og efterfølgende fik han hjælp af Liverpool-keeper Alisson Becker, der i en ellers ufarlig situation sparkede bolden ind på Vinicius Juniors fod, så bolden gik i mål.
Efter kampen sparede Real-træner Carlo Ancelotti ikke på superlativerne om den brasilianske angriber.
"Vinicius var strålende som altid. Han er verdens mest afgørende spiller i fodbold i dag", siger Carlo Ancelotti på pressemødet efter kampen.
"Der er ingen spiller med samme kontinuitet i sine aktioner. Han stopper ikke, men bliver bare ved. Jeg håber, at han kan fortsætte sådan."
Liverpool var foran med 2-0 allerede efter 14 minutter, men midtvejs i anden halvleg havde Real vendt alt på hovedet og førte 5-2. De to sidste mål tegnede Karim Benzema sig for.
"Det var en historisk sejr, mest når man tænker på, hvor vi spillede, og hvordan vi startede kampen med at komme bagud med to mål", siger Ancelotti.
"Vi trak os aldrig, holdt hovedet koldt og gik ikke i panik, og vi vendte en meget svær kamp på hovedet."
Returkampen i Madrid spilles den 15. marts.