Anders Antonsen ikke rystet af trænerfyring: Vinder første kamp i Korea Open
Anders Antonsen kan også uden træneren Joachim Persson ved sin side.
Det beviste aarhusianeren onsdag, da han besejrede Chan Yin Chak overlegent i to sæt i Super 500-turneringen Korea Open.
Modstanderen fra Hongkong er blot nummer 119 i verden og kunne slet ikke hamle op med andenseedede Antonsen, som vandt 21-11, 21-8 på bare 33 minutter.
Antonsen skulle på banen for første gang, siden han i lørdags meddelte, at han havde stoppet samarbejdet med Joachim Persson.
Med den tidligere badmintonspiller som træner har Antonsen haft stor succes, men en episode under en turnering tvang ham til at fyre Persson.
Ifølge Antonsen fangede han Persson i at spille penge på en kamp. Det må man ikke som træner, og Antonsen så ingen anden udvej end at indberette sin træner.
Persson har endnu ikke selv fortalt sin side af historien.