Andreas Christensen scorer sit første mål for Barcelona i storsejr over 10-mands Betis
Christensen var gået med ind i feltet, hvor han efter et lille kvarter headede Raphinhas servering i nettet til 1-0.
Det grundlagde en klar sejr på 4-0 over Real Betis, og dermed er Barcelona et skridt nærmere det spanske mesterskab.
Med seks spillerunder tilbage fører Barcelona med hele 11 point ned til Real Madrid på andenpladsen.
Barcelona styrede begivenhederne, og forholdene blev endnu bedre, da Betis allerede efter en halv time fik udvist Edgar Gonzalez for to gule kort.
Det udnyttede Barcelona til at afgøre kampen i de efterfølgende minutter.
Inden for tre minutter scorede Robert Lewandowski og Raphinha, så Barcelona kunne gå til pause med en føring på 3-0.
I anden halvleg var Barcelona indstillet på at cruise sejren hjem, men det lykkedes at udbygge til 4-0 med cirka ti minutter tilbage, da Betis' Guido Rodriguez scorede i eget net.
Andreas Christensen blev skiftet ud efter en lille time, muligvis for at han skal være frisk til om tre dage, når næste hjemmekamp mod Osasuna venter.
Med få minutter tilbage indskiftede Barcelona den bare 15-årige Lamine Yamal, som dermed blev klubbens yngste debutant.