Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Anne-Marie Rindom har haft stor succes - Nu får hendes træner Team Danmark-pris

Ritzau/Flashscore
Anne-Marie Rindom har haft stor succes - Nu får hendes træner Team Danmark-pris
Anne-Marie Rindom har haft stor succes - Nu får hendes træner Team Danmark-prisMads Andreas Frost/Ritzau Scanpix
I 2022 sikrede Anne-Marie Rindom sig endnu et verdensmesterskab, og nu bliver hendes træner Piotr Wojewski hædret som vinder af 'Team Danmark og Salling Groups Årets Træner 2022’.

Piotr Wojewski er kåret som årets træner 2022 af Team Danmark og Salling Group, oplyser Team Danmark i en pressemeddelelse.

Den får Piotr Wojewski for sit arbejde som landstræner for den danske laser radial-gruppe og ikke mindst Anne-Marie Rindom, der i det forgangne år igen blev verdensmester.

"Denne pris betyder rigtig meget for mig. Jeg har ofret meget - ikke for at vinde denne pris, men for at sikre succes for mine atleter - og det gør mig rigtig glad og stolt, at det arbejde og de ofringer bliver anerkendt."

"Jeg ved også, at jeg aldrig havde vundet prisen, hvis ikke det havde været for Anne-Maries fantastiske resultater, så jeg er heldig, at jeg mødte hende, og at vi har opbygget så stærkt et forhold", siger Piotr Wojewski.

Team Danmarks direktør, Peter Fabrin, fremhæver Wojewskis evne til at forme og udvikle de danske sejlere.

"Han har øje for de små detaljer og stiller sig ikke tilfreds med det middelmådige, og hans enormt store faglighed har været med til at rykke Anne-Marie Rindom fra talent til at stå øverst på alverdens podier."

"Piotr har som træner og leder formået at tage det bedste fra den polske idrætskultur - med kompromisløshed og vilje - og kombineret det med det bedste fra den danske kultur omkring det hele menneske og en dialogbaseret udvikling", siger Fabrin.

Polskfødte Piotr Wojewski er tidligere Laser-sejler på topniveau. I 2013 kom han til Danmark for at overtage ansvaret for den danske Laser Radial-gruppe. Gruppen hedder i dag ILCA 6.

Wojewski fik prisen foran Holger Runes tennistræner Lars Christensen og landstræner i paradressur Astrid Gemal.

Prisen vil blive overrakt i forbindelse med Sport 2022, der afholdes i Herning på lørdag.