Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Annulleret mål og rødt kort: Viborg slår Hvidovre efter dramatisk afslutning

Ritzau
Viborg slår Hvidovre efter dramatisk afslutning
Viborg slår Hvidovre efter dramatisk afslutningProfimedia
Det holdt hårdt for Viborg, der søndag eftermiddag på hjemmebane tog tre vigtige point i nedrykningskampen, da Hvidovre blev besejret med 3-1.

Viborg imponerede langt fra spillemæssigt, men var skarpere end gæsterne, der ellers pressede på i en hektisk afslutning, som både bød på et annulleret mål til Hvidovre og et rødt kort til hjemmeholdet, som VAR dog efterfølgende trak tilbage.

Med sejren har Viborg 26 point i nedrykningsspillet, hvilket er syv mere end Vejle, der er øverste hold under stregen. Vejle møder tirsdag OB.

Hvidovre ligger fortsat sidst med 11 point og har 12 point op til Lyngby over stregen.

Viborg startede opgøret søndag eftermiddag bedst og i kontrol, men havde svært ved at komme frem til muligheder.

Ud af ingenting fik hjemmeholdet midtvejs i første halvleg en gave, den pakkede Viborgs Isak Jensen kynisk op.

Hvidovre-keeper Adrian Kappenberger spillede bolden lige ud i fødderne på Isak Jensen, der udnyttede og flot sparkede bolden i det tomme mål.

Det var ikke meget, der fungerede i Viborgs spil, og hjemmeholdet kom stort set kun frem til chancer, når Hvidovre lavede fejl.

Gæsterne havde ikke meget at byde ind med offensivt i første halvleg, men det blev ændret efter pausen.

Viborg - Hvidovre - Spiller-karakterer
Viborg - Hvidovre - Spiller-karaktererFlashare

Hvidovre kom bedst ud til anden halvleg og skabte flere gode muligheder i de første ti minutter.

Gæsterne formåede dog ikke at kapitalisere af den gode start, og så var det i stedet Viborgs Daniel Anyembe, der efter en time kombinerede med Serginho og fordoblede føringen.

Fem minutter senere gjorde Isak Jensen det også til 3-0 med sin anden scoring i kampen.

Ti minutter før tid reducerede indskiftede Tobias Thomsen for gæsterne, og det skabte usikkerhed hos Viborg.

Kort efter troede Hvidovre, at spændingen for alvor var tilbage, da Simon Makienok omsatte en nedfaldsbold i Viborg-feltet til scoring, men målet blev kaldt tilbage af VAR for en marginal offside.

Det ændrede ikke på, at Viborg var på hælene.

Hjemmeholdets keeper, Nico Mantl, blev efterfølgende udvist, da han gik voldsomt ind i en tackling på gæsternes Lirim Qamili.

Endnu en gang blev kendelsen dog omstødt af VAR, og det røde kort blev trukket tilbage, da Viborg-keeperen havde ramt bolden først.

Dermed lykkedes det Viborg på trods af en hektisk afslutning at holde føringen hele vejen til slutfløjt.