Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Antonsen overlever fransk forskrækkelse i sløj start på Danish Open

Ritzau
Antonsen fik ikke den bedste start på Danish Open
Antonsen fik ikke den bedste start på Danish OpenEmmi Korhonen / Shutterstock Editorial / Profimedia
Det danske badmintones fik hård modstand af Toma Junior Popov, men kæmpede sig videre i tre sæt.

Tirsdag spillede Viktor Axelsen sig i videre i Denmark Open, og knap et døgn senere skaffede også Danmarks andet trumfkort i herresingle sig adgang til anden runde i den store badmintonturnering i Odense.

Anders Antonsen fik hård modstand mod franskmanden Toma Junior Popov, som han slog i EM-finalen tidligere på året. Ligesom dengang gik kampen i tre sæt, inden Antonsen vandt 14-21, 21-11 og 21-14.

Danskeren startede på den såkaldte medvindsside, hvor det er sværere for spillerne at styre længden på slagene. Franskmanden udnyttede fordelen til at give sig selv en god start.

Midtvejs var Popov foran 11-7, men den korte pause bekom tilsyneladende Antonsen bedst. I hvert fald begyndte danskeren at spille med større tålmodighed og reducerede sin fejlkvote.

Han bragte sig foran 13-12, inden Popov fik samlet sig og genvandt initiativet. Ud af de næste ti bolde vandt han de ni og tog første sæt sikkert med 21-14.

Som ventet befandt Antonsen sig bedre på banen efter sidebyttet. Han kunne slå hårdere til boldene og begyndte at jagte Popov rundt i hjørnerne.

Aarhusianeren skabte efterhånden stor afstand, og til sidst gad Popov forståeligt nok ikke lade sig koste mere rundt på banen og indstillede stort set modstanden i sættet, som Antonsen vandt 21-11.

Han var tilbage i medvinden i tredje sæts første del, men denne gang havde han slagplanen klar. Han skruede tempoet i vejret, spillede fladere bolde og bragte sig komfortabelt foran.

Men bedst som han så ud til at være på direkte kurs mod avancement, begyndte han at ryste på hænderne. Franskmanden kom tættere og tættere på, selv om han nu spillede på den "dårlige" side.

Antonsen misbrugte flere oplagte chancer og lod Popov komme op på 14-16, inden han tog styringen tilbage og vandt 21-14.

I næste runde møder han Takuma Obayashi fra Japan, som er nummer 31 på verdensranglisten.

Popov får en travl onsdag. Senere på dagen spiller han herredouble sammen med sin bror Christo mod danskerne Kim Astrup og Anders Skaarup.