Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Are you not entertained? Sværvægts-verdensmester forsvarer titel med ond knockout

Ritzau
Daniel Dubois var for stærk for Anthony Joshua
Daniel Dubois var for stærk for Anthony JoshuaAdrian Dennis / AFP
Daniel Dubois knockoutede en måske pensionsmoden Anthony Joshua og forsvarede IBF-bæltet i sværvægt.

Den britiske bokser Daniel "Dynamite" Dubois kan stadig kalde sig verdensmester i sværvægt.

Sent lørdag forsvarede han IBF-bæltet i sværvægt ved at knockoute landsmanden Anthony Joshua i femte runde af deres titelopgør.

Daniel Dubois dominerede boksekampen fra start, og hurtigt øjnede de i alt 96.000 tilskuere på nationalstadionet Wembley, der oftest huser fodboldkampe eller koncerter, at den imødesete britiske titelkamp meget vel kunne ende i utide.

Dubois var ellers undertippet på forhånd, men han var opsat på at vise, at han var berettiget til at bære IBF-bæltet, som han fik tildelt på skrivebordet i juni.

Det skyldtes, at den forhenværende indehaver Oleksandr Usyk opgav bæltet, fordi han hellere ville møde Tyson Fury frem for at forsvare IBF-titlen mod Dubois. Usyk er stadig indehaver af de tre andre VM-bælter i sværvægt.

Da Dubois lørdag satte det afgørende stød ind i de sidste sekunder af femte omgang, var det ellers efter en kort periode, hvor Anthony Joshua så ud til at have haft lidt mere held med sine stød.

"Er I ikke blevet underholdt?", spurgte Dubois de begejstrede tilskuere på Wembley i sejrsinterviewet efter kampen.

"Det har været en rejse, og jeg er meget taknemmelig for at være havnet i denne position. Jeg er en gladiator, og jeg kriger altid til den bitre ende. Jeg vil nå helt til tops i denne sport og indfri mit fulde potentiale", lød det videre fra Dubois ifølge AFP.

Efter karrierens største sejr står 27-årige Dubois nu noteret for 22 sejre, heraf 21 på knockout, samt to nederlag i karrieren.

34-årige Anthony Joshuas statistik lyder på nu fire nederlag i karrierens 32 kampe.

Den tabte titelkamp stiller samtidig det åbenlyse spørgsmål, om den forhenværende olympiske mester er færdig som professionel bokser - eller i hvert fald med at bokse om titler.

Selv satser Joshua på at få en revanche mod sin landsmand, som var bedre på dagen, medgiver Joshua.

"Jeg havde en skarp modstander, og jeg lavede selv en masse fejl. Jeg vil helt sikkert gå efter en rematch, siger Anthony Joshua, som formentlig må stille sig bag i køen af mulige udfordrere."

Havde Anthony Joshua vundet, ville han være blevet det sjette medlem i en eksklusiv klub af boksere, der har erobret et VM-bælte i sværvægt for tredje gang. Det har blandt andre Muhammad Ali, Lennox Lewis og Evander Holyfield tidligere gjort.