Årets danske golfspiller donerer præmiepenge til barndomsklubben
Golfspilleren Nanna Koerstz Madsen modtog onsdag Den Gyldne Golfbold som årets danske golfspiller 2022.
Det gjorde hun på baggrund af sin sejr på LPGA Tour i marts, hvor hun vandt turneringen Honda LPGA Thailand.
Det var den første danske LPGA-sejr nogensinde. Og det er en sejr, som Nanna Koerstz Madsen ikke lige kommer til at glemme.
"Den er jeg virkelig stolt af. Jeg kan altid sige, at jeg er den første, som har vundet på LGPA Tour", siger hun efter overrækkelsen af beviset på indsatsen.
Michael Lermark, der på vegne af Sportsjournalisternes Golf Klub uddelte prisen i Idrættens Hus i Brøndby onsdag, hyldede prisvinderen.
"Du er en værdig vinder på LPGA Tour og en værdig modtager af Den Gyldne Golfbold", lød det fra Michael Lermark.
Sejren på LPGA Tour er ifølge formand for Dansk Golf Union Lars Broch Christensen en kæmpe bedrift. Og den hører til blandt de allerstørste danske golfbedrifter.
"Det er altid svært at sammenligne, men vi snakker Thomas Bjørn, Anders Hansen og VM-holdet fra 2018. Det er klart i det selskab. Det er der ingen tvivl om."
"Konkurrencen på LPGA Tour er knivskarp. Der kommer man ikke sovende til det", siger han.
Med prisen følger en check på 20.000 kroner. Men de penge beholder Nanna Koerstz Madsen ikke selv.
Hun har besluttet at donere pengene til Smørum Golfklubs juniorafdeling. Og det er der en helt særlig grund til.
"Smørum er en stor del af, hvor jeg er i dag. Ikke bare eliteafdelingen, men Smørum som golfklub er en stor del af det", siger hun.
"De har et megafedt miljø og gør så meget for eliten og juniorerne. Så jeg synes, det er sejt at kunne give lidt tilbage til dem."
Ifølge Michael Lermark har Nanna Koerstz Madsen haft store drømme om sin golffremtid, lige siden hun var ung amatør. Og selv om det for hende har været et fantastisk golfår, så har hun sat sig flere mål for fremtiden.
"Jeg vil gerne vinde på LPGA Tour igen, og jeg vil gerne vinde i USA", siger hun.
Men for nu er der plads til at nyde Den Gyldne Golfbold. Beviset på, at hun ifølge Sportsjournalisternes Golf Klub har leveret den største danske golfpræstation i 2022.
Også selv om det for hende handler om andet og mere end blot den personlige hæder.
"Det er fedt at kunne inspirere små juniorpiger ved at vise, at det faktisk godt kan lade sig gøre. Og så er jeg megastolt af mig selv, og den indsats jeg har lagt i det", siger Nanna Koerstz Madsen.
/ritzau/