Vi har i den anledning set lidt nærmere på fire af de mest historiske opgør de to hold imellem, som har budt på ganske store mængder af dramatik. Bortset er i væsentlig grad deres 0-0 i 2006, hvor begge hold var flot videre med et 0-0 og kampen udarbejdede sig derefter (prøv i bare selv, om i kan finde spændende highlights på Youtube!). Der er oven i dette et ekstra, nationalt bånd mellem de to nationer, da den hollandske og meget populære dronning Máxima er født i Buenos Aires. Men for den gængse hollænder, der vil den fodboldmæssige forbindelse nok veje tungest. Orange blod vejer tungere end det blå.
1974 - Begyndelsen
Første opgør mellem de to, store fodboldnationer, omend den hollandske er geografisk noget mindre i omfang, er i 1974, hvor det største af de hollandske landshold slog argentinerne med hele 4-0 i en kamp, der for alvor meldte Oranje ind på verdensscenen og slog Argentina ud af turneringen. Totalfodbold var noget revolutionerende, der dannede fundamentet for det, man kalder tiki-taka i dag.
Føromtalte Johan Cruyff, der scorede første og sidste mål i kampen, som den primære drivkraft for en spillestil, der inkluderede samtlige markspillere i det offensive spil. Ingen spiller på banen havde en specielt fast plads på banen, og dette var noget, der gjorde deres modstandere både konfuse og ineffektive, mens de blev kørt rundt i en orange vaskemaskine.
Bedst blev det illusteret ved, at Jan Jongbloed i Hollands mål (der havde en nogenlunde fast position, trods alt) kun rørte bolden en enkelt gang i hele kampen. Omvendt fandt Argentina ud af, at noget måske skulle gøres anderledes for et hold, der ikke havde været i en VM-finale siden det første i 1930, og som havde fået en fodboldundervisning af “La Naranja Mecánica” - A Clockwork Orange.
Dermed var der grundlagt et fundament for adskillige seværdige opgør. Ifølge den hollandske journalist Joey Keizer blev kampen siden kendt for at være en af de kampe, som Diego Maradona sagde, havde fået ham til at falde ned af sofaen. Han spillede dog aldrig selv en VM-kamp mod hollænderne.
1978 - Finalen
Holdene mødtes næste gang i Argentina, og her var hjemmeholdets forventninger skruet noget højere op, både på grund af tilskueropbakningen samt et noget bedre sammentømret hold, anført af forsvarsgiganten Daniel Passarella, den blændende kreatør Osvaldo Ardiles og Mario Kempes, der endte som topscorer ved turneringen.
De mødte som nævnt et Cruyff-løst Holland, der dog, på trods af at mangle deres største stjerne, var nået hele vejen til finalen, blandt andet på baggrund af spillere som Arie Haan og brødrene Willy og René van de Kerkhof. Det var et hold, der var andet og mere end Cruyff, selvom han selvsagt var chefideolog. Finalen var mærket af en ond atmosfære på både tribunen og på banen, og hollænderne beskyldte Argentina for bevidst at trække kampstart samt sabotere deres forberedelser på andre måder.
Selve kampen endte med 1-1 i ordinær spilletid, men i overtiden scorede Mario Kempes sit andet mål i kampen, på en højest mærkværdig situation, før Ricardo Bertoni cementerede sejren og gav Argentina deres første VM-guld, mens Holland for anden gang havde tabt en finale. Herfra måtte de vente 20 år på en chance for revanche.
1998 - Ingen Maradona, til gengæld en Bergkamp
Det næste, store opgør indtraf først i 1998, hvor det for anden gang lykkedes Oranje at slå Argentina, der ellers havde været favoritter blandt mange, men som åbenlyst savnede talismanen Diego Maradona.
De havde dog formået at slå et hårdt kæmpende England ud i ⅛-finalen efter den nuværende Atletico-træner Diego Simeone på snedig vis havde trukket et tidligt rødt kort på megastjernen David Beckham. Alligevel måtte det opgør ud i straffe, mens Holland i deres ottendedelsfinale slog det daværende Jugoslavien med 2-1.
Nu ventede så endnu et brag af en kamp mellem de to historiske rivaler. Og drama blev der masser af. Holland havde på det tidspunkt et væld af stjerner, der i overvejende grad spillede i Ajax eller tidligere havde gjort det, og netop to af disse samarbejdede om at bringe Holland foran efter bare 12 minutter. Her scorede Patrick Kluivert nemlig på oplæg af Dennis Bergkamp. Og Ajax-spilleren Bergkamp skulle senere gøre sig endnu mere bemærket.
Først fulgte dog et opgør, hvor der var masser af krig på kniven. Claudio Lopez udlignede hurtigt for Argentina, og i de sidste tyve minutter af kampen kom der for alvor dramatik. Først modtog Arthur Numan sit andet gule kort med et kvarter igen, (også på baggrund af Diego Simeones snuhed) og ti minutter senere brændte sikringerne så for alvor over hos Ariel Ortega, som mange havde håbet, ville tage over efter Maradona. Han viste dog primært Maradonas hidsige temperament, da han fra knælende position hamrede sin isse op i næsen på målmand Van der Sar i det hollandske mål, der var gået over for at give ham et møgfald for et noget ringe forsøg på film. Derefter blev Ortega forståeligt vist ud. Det viste sig at være en dyr kortslutning for den lille kreatør, og hans karriere derfra blev da også præget af dette.
For to minutter senere skete det så. Frank de Boer lagde over en hel banelængde en perfekt pasning til magikeren Bergkamp, der pillede bolden ned i luften med højrefoden, foretog en dribling med samme fod inden om Roberto Ayala, inden han med ydersiden satte den op i fjerneste krog. Et aldeles fantastisk mål. Argentina havde ikke mere i tanken og måtte forlade VM, mens Holland fik samme skæbne i semifinalen mod Brasilien, der forinden havde slået Danmark ud.
2014 - Semifinalen
I 2014 mødtes de to hold for femte gang ved en slutrunde, da de tørnede sammen ved semifinalen i Brasilien. Vinderen ville kvalificere sig til en finale mod Tyskland, og det blev som sædvanligt et større drama, hvor det dog ikke udmøntede sig i chancer, hvilket der var få af. Alejandro Sabellas argentinske landshold havde en stærk kerne, og selvom de mødte finalisterne fra sidste VM, så holdt de dem nede på en enkelt afslutning på mål i løbet af kampen, mens Argentina, der havde en Lionel Messi på toppen af sin karriere som kaptajn, udviste mere offensiv kvalitet.
Derudover var Hollands svar på Messi, Arjen Robben, helt nede i lommen på Argentina, og han rørte kun bolden fire gange i en meget stille første halvleg. Tung nedbør over Arena de Sao Paulo hjalp ikke meget på kvaliteten af spillet, og det virkede tidligt som en seriøs mulighed, at kampen ville ende på straffespark. Og i lighed med Champions League-finalen i 2003 mellem AC Milan og Juventus, så ændrede chancerne for det sig ikke i resten af kampen. Robben fik klappet en enkelt afslutning af mod Sergio Romero i det argentinske mål midtvejs i overtiden, men de 120 minutter var langt fra underholdende.
Her brændte Ron Vlaar det første straffe, mens Wesley Sneijder gjorde ham kunsten efter på det tredje. Da argentinerne udviste en anden effektivitet, hvor de scorede på samtlige deres fem straffespark, var Argentina videre til den finale, de dog endte med at tabe på et mål i overtiden. Her gled den 22-årige Mario Götze ind på scenen som tysk nationalhelt, da han flugtede bolden ind til resultatet 1-0 efter 113 minutter.
Nu venter så endnu et opgør mellem de to hold, der vil sende det ene videre til en semifinale mod vinderen af kampen mellem Kroatien og Brasilien. Det spilles fredag aften klokken 20.00.