Argentiner skal redde Italien: Angriberkrise tvinger Mancini til alternative udtagelser
For det italienske landshold er ude i lidt af en angriberkrise, når de torsdag og lørdag tager hul på en enormt vigtig EM-kvalifikation først mod England og senere mod Malta.
Dårlig form hos holdets normale angribere har tvunget landstræner Roberto Mancini ud i et par alternative udtagelser, og resultatet er altså, at topscorertitlen blandt de nuværende landsholdsspillere deles mellem midtstopper Leonardo Bonucci og midtbanedynamo Nicolò Barella, begge med otte landsholdsscoringer gennem karrieren.
Samtidig har situationen banet vejen for en særdeles overraskende udtagelse, for blandt de udtagne spillere er 23-årige Mateo Retegui, der er født og har boet hele sit liv i Argentina.
Topscorere på kanterne
Ser man på de fem store europæiske ligaer, er det svær at få øje på de store italienske angrebsprofiler i øjeblikket. Ciro Immobile har i mange år bombet mål for den lyseblå halvdel af den italienske hovedstad, men Lazio-angriberen har gang i en svær sæson og har ovenikøbet netop været skadet, hvilke holdt den efterhånden 33-årige skarpretter på bænken i samtlige 90 minutter af Derby della Capitale.
I Juventus har Moise Kean det svært, i Napoli holdes Giacomo Raspadori på bænken af vilde Victor Osimhen, og Gianluca Scamacca har slet ikke fået løbet hjulene i gang siden sit sommerskifte til West Ham og Premier League-fodbold.
Derfor er de italienske topscorere i denne sæson faktisk kantspillere. I Freiburg har Vincenzo Grifo således gang i en flot sæson med 12 Bundesligamål i 24 kampe, men dernæst er der altså noget af et hul, før end man finder Lazio-duoen Ciro Immobile og Mattia Zaccagni med hver ni scoringer.
Læg dertil en Federico Chiesa, der fortsat døjer med efterdønninger af sin lange skadespause, og så står Roberto Mancini altså med en regulær angriberkrise på et i forvejen hårdt prøvet italiensk landshold, der altså missede VM i Qatar ovenpå et nederlag til Nordmakedonien i kvalifikationens playoff.
Teenagehåb
Selvom Gianluca Scamacca er med, hvilket Sassuolos evige profil Domenico Berardi, der dog ligesom Vincenzo Grifo primært opererer på kanten, ligeledes er, så har Mancini også valgt at pege på nogle helt, helt unge spillere.
Igen er 17-årige Simone Pafundi således udtaget. Kort før VM fik den dengang blot 16-årige Udinese-spiller debut på det italienske A-landshold som den yngste spiller i over 100 år, og selvom teenagere blot har spillet 11 minutters førsteholdsfodbold siden nytår, er Pafundi altså med igen.
Det er også Leeds Uniteds 19-årige Wilfried Gnonto, der egentlig får fint med minutter i Premier League, men også har svært ved at score, om end Gnonto dog har gjort sig bemærket med oplæg i begge af Leeds’ to seneste opgør.
Afslutningsvis er også 29-årige Matteo Politano, der ligesom føromtalte Raspadori er langt fra at være fast starter hos titelaspiranterne fra Napoli, også med, men dertil har Roberto Mancini altså hevet noget af en kanin op af sin figurative landstrænerhat.
Argentiner med italienske rødder
For torsdag kan 23-årige Mateo Retegui simpelthen for landsholdsdebut for Italien, selvom angriberen er født og opvokset i Argentina, han har sågar spillet ungdomslandsholdsfodbold for Albiceleste. Men Retegui har ligesom så mange andre argentinere italienske rødder, fra Sicilien helt præcist, og derfor kunne den 23-årige frontløber lynhurtigt erhverve sig et italiensk pas.
Det er langt fra første gang, at den finte ses. Som eksempel kan nu 46-årige Mauro Camoranesi nævnes. Ligesom Retegui blev Camoranesi født i Argentina og flyttede først til Italien som 24-årig, men det var alligevel på netop det italienske landshold, at Camoranesi blev lidt af en profil i løbet af sin karriere, hvor det blandt andet blev til otte år i Juventus.
Retegui har endnu ikke rykket teltpælene op for at flytte til Italien, men måske kan sådan et skifte blive relevant, for når Mancini har valgt at udtage den 23-årige fysisk stærke angriber, så er det altså ikke uden grund.
Tigre-spilleren har nemlig startet indeværende sæson i forrygende form med seks mål i otte kampe – og det er slet ikke nyt for Retegui at score mål.
Boca-lejesvend
Selvom Retegui har gang i sin anden sæson i Club Atlético Tigre, der kommer fra Victoria-bydelen af den argentinske hovedstad, Buenos Aires, så ejes Retegui stadig af Boca Juniors, hvor han som 17-årig kom til fra rivalerne River Plate.
Det er dog kun blevet til én eneste sølle kamp for Boca Juniors, og i stedet er Retegui blevet sendt på flere lejeophold, først til Estudiantes de La Plata, derefter til Talleres de Córdoba og nu altså til Tigre.
Og i alle klubberne har Retegui faktisk fået fremvist smagsprøver på sin scoringsevne. I Estudiantes skulle hjulene lige løbes i gang, men en stærk afslutning på 2020 bød på fire scoringer, hvorefter det også blev til fire ligascoringer for Talleres i 2021.
Siden da er Retegui faktisk eksploderet, tydeligt godt til rette tilbage i Buenos Aires for Tigre-mandskabet. Først 19 mål i 27 ligaoptrædener i 2022, og nu altså den skarpe start på 2023.
Det er derfor, modsat spillere som Gianluca Scamacca og Wilfried Gnonto, en mand med mål i støvlerne, som måske på nærmest rekordtid kan blive italienske nationalhelt, hvis Retegui torsdag skulle gøre det onde ved Gareth Southgates engelske landshold.