Århusianske håndboldkvinder opruster: Henter erfaren bagspiller hjem til Danmark
De danske håndboldklubber har i disse måneder travlt med at få styr på deres respektive trupper til næste sæson, og i Aarhus United er der gang i svingdøren.
Den århusianske klub har allerede offentliggjort tilgangen af stortalent Alberte Ebler fra Ikast Håndbold, og fredag kan århusianerne så præsentere endnu en ny bagspiller.
Fra sommeren får Aarhus United således glæde af 25-årige Mai Kragballes efterhånden store erfaring, når playmakeren rykker tilbage til Østjylland. Efter tre sæsoner i nu hedengangne Randers HK drog Kragballe i 2022 ellers på udlandseventyr, først i franske Les Neptunes de Nantes og senest i svenske IK Sävehof.
"Jeg glæder mig meget til at flytte tilbage til Aarhus og til at blive en del af Aarhus United, da det er en klub med mange dygtige spillere, et godt miljø og en klub, der bliver bedre år for år," lyder det fra den kommende Aarhus United-bagspiller.
Kragballe har underskrevet en toårig kontrakt med Aarhus United, og ifølge direktør og sportslig i klubben, Mads H. Winther, var det Kragballe selv, der henvendte sig til århusianerne.
"Når det så ovenikøbet er en spiller med Mais erfaring og kvaliteter, så skærper det sanserne endnu mere. Mai er lige den brik, vi mangler i vores puslespil, og jeg glæder mig til at se hende i United-trøjen og i vores United-fællesskab," fortæller Mads H. Winther.
Og det er en spiller med et fint CV, Aarhus United får i folden, for Mai Kragballe, der er født og opvokset i København, før hun som 17-årig rykkede til Midtjylland, til det nuværende Ikast Håndbold, har både været med til at vinde flere titler med ungdomslandshold, såvel som til at vinde det danske mesterskab.
Derfor ser cheftræner Heine Eriksen da også frem til tilgangen af Mai Kragballe, der i februar valgte at aktivere en klausul i hendes kontrakt med svenske Sävehof, således at indeværende sæson bliver hendes både første og sidste sæson i den svenske klub.
"Mai er en teknisk dygtig spiller med et rigtig godt overblik for sine medspillere og passer med sin spillestil virkelig godt ind i den måde, som vi gerne vil spille på i Aarhus United," pointerer cheftræner Heine Eriksen.
Aarhus United indtager i øjeblikket ottendepladsen, som er sidste slutspilsmandat i kvindehåndboldligaen. Den århusianske klub mangler endnu at spille fire kampe i grundspillet, og det er fire svære kampe med to hjemmebanekampe mod Team Esbjerg og København Håndbold, mens udebaneture til Viborg HK og lokalrivalerne fra Skanderborg Håndbold ligeledes venter.