Arven klar efter snarlig stop: Hansens hammer har revolutioneret talentskolen i Danmark
Mikkel Hansen har revolutioneret håndboldsporten.
Sådan vil de fleste håndboldkendere sige, hvis de bliver bedt om at karakterisere den snart pensionerede danske stjerne.
Men hvad var det lige, Mikkel Hansen gjorde, dengang i slutningen af 00'erne, da han for alvor brød gennem lydmuren og blev verdens bedste?
Det har landstræneren et klart bud på.
"Hans skud er exceptionelt og var banebrydende, da han slog igennem. Der er sådan et topspin i. Man kan stå og tænke, at den der går sgu over mål, men så når den alligevel at dykke ned".
"Den arm og den måde at trække bolden rundt i målet på har revolutioneret sporten", siger Nikolaj Jacobsen.
Et godt eksempel på det er den afslutning, der sendte landsholdet i ekstase ved OL i 2008, da en 20-årig Mikkel Hansen på nærmest naturstridig vis krøllede et frikast op i krydset efter slutfløjt, så Danmark slog Rusland.
Mathias Gidsel er 12 år yngre end Mikkel Hansen og kan næppe huske hans første år i deres fælles gennembrudsklub, GOG. Men Gidsels opvækst i håndboldsporten er præget af Mikkel Hansen, mener han selv.
"Han har ændret den måde, som vi unge spillere bliver udlært på. Han er skyld i, at alle udenlandske målmænd synes, at danskere skyder mærkeligt. Han har revolutioneret håndbolden med sin skudafvikling", siger Gidsel.
I Füchse Berlin spiller Gidsel sammen med den serbiske keeper Dejan Milosavljev, som er en af de udenlandske målmænd, der har udviklet et mantra omkring det at stå over for danske afsluttere.
"Når han står over for danske håndboldspillere, så går han altid til den modsatte side, end hvad armen egentlig viser. Det er, fordi Mikkel har skabt en måde at afvikle skuddet på, hvor armen egentlig viser, at man vil skyde til den ene side, men så afslutter man til den anden side".
"Alle Balkan-målmænd har en regel om, at mod danskere skal de gå den anden vej, end de ellers vil gøre", siger Mathias Gidsel og beder det danske håndboldpublikum om at observere Simon Pytlick under OL, hvis man vil forstå, hvad Mikkel Hansen-lærdommen består af.
Ifølge Nikolaj Jacobsen har Mikkel Hansen også andre evner, der gennem årene har givet forsvarsstjerner og målmænd grå hår.
"Der er mange, der måske kan skyde lige så hårdt som Mikkel, men som har behov for at bruge tre skridt og komme i høj fart for at skyde så hårdt. Mikkel kan stå på tremeterlinjen og skyde hårdt på første skridt".
"Han er nogle gange blevet beskyldt for at spille meget langsomt, og det er uretfærdigt, synes jeg. Det er jo, fordi han ikke har behov for det samme tempo, fordi han kan gøre det samme på ét skridt, som de andre skal bruge tre skridt til", siger Nikolaj Jacobsen.
Mikkel Hansen påpeger ofte selv, at han aldrig har stillet sig tilfreds med sit niveau. At han konstant har jagtet den næste forbedring. Og det har ifølge landstræneren betydet, at selv om han måske ikke længere er den store skytte, så er han blevet unik på en anden måde.
"Hans afleveringsteknik er med årene blevet mere og mere enestående. Afleveringerne er millimeterpræcise og har en hårdhed, som man ikke ser hos mange andre".
"Man skal ikke stå og sove som medspiller, for så griber man den ikke. Og så sørger hans timing for, at afleveringen ligger der præcis på det rigtige tidspunkt", siger Nikolaj Jacobsen.