Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Dansk rekordsprinter drømmer om OL efter flot indesæson: ”Men jeg tør ikke at jinxe det”

Mette Graversgaard (midterst) forbedrede sin personlige rekord på de 60 meter hækkeløb hele fem gange i årets indendørssæson.
Mette Graversgaard (midterst) forbedrede sin personlige rekord på de 60 meter hækkeløb hele fem gange i årets indendørssæson.Profimedia
Da OL blev afholdt i Tokyo skulle Mette Graversgaard have deltaget med det danske 4 x 100 meter stafethold. Den 27-årige hurtigløber blev dog desværre skadet kort før, men ovenpå en stor indendørssæson tør vestjyden igen drømme om en billet til OL - denne gang dog som individuel deltager i de 100 meter hækkeløb.

Der blev sat dansk rekord på de 60 meter hækkeløb ikke bare én, ikke bare to, men hele tre gange, da Mette Graversgaard i starten af marts rundede sin indendørssæson af med en fjerdeplads ved inde-EM i Istanbul, blot en hundrededel af et sekund fra en bronzemedalje.

Selvom medaljen i Istanbul altså blev misset med mindst mulig margin, og det naturligvis fortsat ærgrer den danske rekordsprinter, så gav præstationen dog samtidig ekstrameget tro på tingene.

Så når den 27-årige hækkeløber er syv gange blevet dansk mester på favoritdisciplinen 100 meter hæk, og når udendørssæsonen i slutningen af maj går i gang for den Aarhus-baserede vestjyde, handler det om at levere konsistent.

For drømmen om en billet til næste års olympiske lege i Paris er nemlig i allerhøjeste grad i live, men i et interview med Flashscore understreger Graversgaard, at hun ikke tør jinxe sin sæson med skråsikre udtalelser, før end udendørssæsonen overhovedet er skudt i gang.

Surrealistisk oplevelse

Stævnet i Istanbul var altså Graversgaard hidtil klart bedste præstationen indendørs, for i løbet af ganske få dage barberede Aarhus 1900-atleten otte hundrededele af et sekund af sin danske rekord, og selvom hun var klar over, at formen var god, havde hun alligevel ikke forventet så fornemme tider.

"For mig var det lidt en surrealistisk oplevelse, for jeg kom jo til stævnet med den indgang, at semifinalen skulle jeg i, og finalen kunne jeg måske klemme mig med i, hvis jeg løb op til mit bedste," fortæller Graversgaard til Flashscore.

Fra en personlig rekord på 8.00 fik Graversgaard altså løbet sig helt ned på 7.92, og tredjepladsen gik til Ditaji Kambundji i tiden 7.91. Et resultat, som Graversgaard selv kalder for "bittersweet."

"Men det var samtidig fantastisk, for jeg havde alligevel ikke forventet, at jeg ville være så tæt på en medalje. Så jeg kan heller ikke tillade mig at være utilfreds, men man kan heller ikke lade være med at ærgre sig lidt, når man så står på banen og er så tæt på," kommer det fra Graversgaard.

Intervaller i varmen

Da Flashscore sætter Mette Graversgaard i stævne, er vestjyden netop hjemvendt fra en træningslejr i Tyrkiet, og formen er god. Foruden enkelte problemer med akillessenen, der af og til blusser en anelse op, er der ingen fysiske skavanker.

"Det er noget, jeg har haft siden 2018, hvor jeg fik rigtig ondt i den og var ude i tre måneder, men nu er det noget, der kommer lidt on-off nogle gange. Men det er ikke værre, end det er noget, jeg sagtens kan træne på," pointerer Graversgaard.

Og turen går snart sydpå igen, hvor endnu et træningsophold i Antalya venter, og netop opholdene under de varmere himmelstrøg gør en stor forskel i træningen ifølge den rekordhurtige danske hækkeløber.

"Der har været meget koldt hjemme i Danmark, så at komme ned hvor der er lidt varmere, hvor man kan træne udenfor, gør bare rigtig meget. For det er en udendørs sport. Det giver meget mere kvalitet i træningen, end hvis man skulle rende rundt i otte grader og regnvejr herhjemme," kommer det fra Graversgaard.

Tror på direkte VM-krav

Mens den indendørssæson altså kulminerede ved stævnet i Istanbul, så ligger den udendørs sæson lige rundt om hjørnet, når Graversgaard 24. maj tager hul på sin sæson i Italien. Herefter venter stævner i både Gold, Silver og Bronze Meetings, med et mål om at nå VM i Budapest i august.

Det direkte krav hertil? 12.78. Blot seks hundrededele af et sekund fra Mette Graversgaards nuværende personlige rekord på de 100 meter hæk. Og med tanke på, hvor mange hundrededele den 27-årige hurtigløber barberede af sine indendørsrekord virker det indenfor rækkevidde.

"Altså, jeg tror, at 12.78 er realistisk. Det gør jeg. Men jeg ved også godt, at det ikke er noget, man bare lige gør, for når man kommer ned og løber så hurtige tider, så bliver det også sværere at forbedre sig," understreger Graversgaard.

Fremfor alt handler det for Graversgaard dog om konsistent at levere til stævnerne, således at hækkeløberen kan samle point sammen til ranglisten, og forhåbentlig falder der på vejen også et Diamond League-stævne af.

OL på blokken, 7-9-13

Netop ranglisten kan nemlig blive vigtig for det helt store mål, den helt store drøm, hvilket naturligvis er en billet til næste års OL i Paris. Der er i alt 40 pladser at kæmpe om med et direkte kvalkrav på 12.77, men dertil er der også mulighed for at kvalificere sig gennem verdensranglisten, præcis som Kojo Musah gjorde det til OL i Tokyo, hvor Graversgaard selv var udtaget som en del af det danske 4 x 100 meter stafethold.

"Det kræver jo egentlig bare, at jeg skal løbe nogenlunde samme tider og så holde den ranglisteplacering, jeg har lige nu," kommer det fra Mette Graversgaard.

I øjeblikket indtager hun nemlig pladsen som nummer 22 på verdensranglisten, som ottende bedste europæer, og foran ligger blandt andet syv amerikanere, hvor hvert enkelt land altså kun må have tre atleter med. Drømmen om OL-deltagelse lever altså i bedste velgående, men man får ikke Graversgaard til at sælge noget skind, før end den hurtigt løbende bjørn er nedlagt.

"Men jeg tør ikke at jinxe det. Der er jeg måske lidt overtroisk nogle gange, for det kan godt være, at det ser godt ud på papiret lige nu, men der kan bare ske så meget. Man kan blive skadet, eller der kan ske en masse andet, der gør, at det mislykkedes. Senest var jeg jo så uheldig at blive skadet på dag tre eller sådan noget, så jeg er meget påpasselig med ikke at jinxe det nu," afslutter Mette Graversgaard til Flashscore.