Dansk atletik sender største trup til VM i 28 år
Det oplyser Dansk Atletik mandag i en pressemeddelelse.
Forbundet oplyser, at det er den største danske VM-trup siden VM for 28 år siden i Göteborg.
Det forholdsvist store antal danske deltagere begejstrer elitechef Mikkel Larsen.
"De seneste par år har det været en bevidst strategi at få flere atleter hævet til internationalt niveau, så vi fyldte mere til de store mesterskaber", siger Mikkel Larsen.
Elitechefen har i spænding holdt øje med de seneste ranking-lister fra Det Internationale Atletik Forbund, World Athletics.
Torsdag i sidste uge var blot seks atleter sikre på VM-deltagelsen, men det lykkedes at få yderligere fem med via kvotepladser.
"Vi havde i år flere udøvere, som lå lige på grænsen til deltagelse, så glæden er selvsagt stor over, at så mange kommer med. De to sidste er en overraskelse og en ekstra bonus", siger Mikkel Larsen.
Elitechefen henviser til diskoskasteren Annesofie Hartmann og 1500 meter-løberen Sofia Thøgersen.
Det danske VM-hold består af ni kvindelige atletikudøvere og to mandlige.
VM i Budapest afholdes fra 19. til 27. august.