Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Australier sikrer sig pladsen som Caroline Wozniackis comeback-modstander

Ritzau
Wozniackis comeback nærmer sig.
Wozniackis comeback nærmer sig. Profimedia
Der er natten til mandag fundet en modstander til Caroline Wozniacki, som i august gør comeback på den professionelle tennisscene, når hun deltager ved første runde af WTA 1000-turneringen Canadian Open i Montreal.

Australske Kimberly Birrell slog kasakhiske Yulia Putintseva med cifrene 6-2, 6-4 i sidste runde af kvalifikationen til turneringen og sætter sig dermed på pladsen som den danske grand slam-vinders modstander.

Birrell er 25 år gammel og ligger på 114.-pladsen på kvindernes verdensrangliste. Hun var tidligere på året oppe på 110.-pladsen, som er hendes højeste i karrieren.

Hun har endnu sit første WTA-trofæ til gode, men har tidligere gjort fin figur ved at nå til blandt andet tredje runde af Australian Open.

20-årige Clara Tauson, som er Danmarks højst rangerede kvindespiller, har aktuelt 764 point på WTA-ranglisten, mens Wozniacki har nul, men den 13 år ældre veteran kan på grund af sin særadgang til de store turneringer hurtigt hale ind.

Caroline Wozniacki kan alene med en sejr i første runde i Montreal sætte 35 point ind på kontoen. Vinder hun to kampe, så får hun 120 point, mens tre sejre udløser 215 point.

En plads i semifinalen er 390 point værd, mens en finaleplads og turneringssejr belønnes med henholdsvis 650 og 1000 point.

Skulle det ende med et hurtigt exit i Canada, så får Wozniacki hurtigt en ny chance, da hun har fået et wildcard til endnu en WTA 1000-turnering i Cincinnati fra 14. august.

Danskeren har før vundet turneringen. Det skete i 2010, da hun slog russiske Vera Zvonareva med cifrene 6-3, 5-2. Sidst, hun var med, var i 2017, hvor hun tabte finalen 4-6, 0-6 til ukrainske Elina Svitolina.