Magnussen slår holdkammerat og starter som nummer 14: Drømte om endnu mere
Det står klart efter kvalifikationen lørdag morgen dansk tid, hvor anden kvalifikationsrunde, Q2, blev endestationen for danskeren.
Magnussen kom akkurat med videre fra første kvalifikationsrunde, Q1, på yderste mandat, da han var den 15. hurtigste.
"Jeg drømte lidt om at komme foran Sauber og Williams-holdene, men det skulle vi ikke lykkes med," siger Magnussen efter kvalifikationen til Viaplay.
"Jeg synes, at jeg kørte nogle gode omgange og fik det bedste ud af det, så det er nok bare, hvad vi er i stand til lige nu," lyder det fra en afklaret Magnussen.
Danskeren var en smule hurtigere end hans tyske holdkammerat, Nico Hülkenberg, der endte lige bagved Magnussen i Q1, som dermed blev endestationen for tyskeren.
Hülkenberg starter søndagens grandprix som nummer 16.
"Jeg tror i hvert fald, at vi godt kan kæmpe med i fronten af midterfeltet, som er op til placering nummer 11. Så kan man håbe, der sker nogle ting oppe foran, som gør, at vi kan avancere yderligere," siger Haas-danskeren.
Hollandske Max Verstappen (Red Bull) var hurtigst af alle i kvalifikationen og starter i pole position søndag.
Det var dog ikke i suveræn stil, at Verstappen sikrede sig den forreste startposition.
Særligt spanske Carlos Sainz (Ferrari) pressede Red Bull-køreren.
Sainz havde hurtigste tid i både Q1 og Q2, men da det hele spidsede til i den tredje og sidste kvalifikationsrunde, Q3, viste Verstappen klassen og leverede den hurtigste omgang på den australske racerbane.
Carlos Sainz endte på en andenplads og starter lige bagved Verstappen i søndagens grandprix, mens Verstappens mexicanske holdkammerat, Sergio Perez, starter i tredje position.