Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Kevin Magnussen får straf og starter grandprix som nummer 16 i Belgiens Grand Prix

Flashscore
Kevin Magnussen får placeringsstraf på Spa.
Kevin Magnussen får placeringsstraf på Spa.AFP
Danskeren kom videre til anden kvalifikationsrunde, men blev senere idømt en straf på tre placeringer.

Formel 1-køreren Kevin Magnussen sluttede fredag som nummer 13 i kvalifikationen til søndagens grandprix på Spa-banen i Belgien.

Danskeren skulle dermed egentlig indlede grandprixet fra samme position, men Formel 1 har efterfølgende meddelt på det sociale medie X - tidligere kendt som Twitter - at danskeren får en straf på tre placeringer.

Det skete, fordi han hindrede Charles Leclerc (Ferrari) i at komme forbi efter løbskommissærernes mening.

Kvalifikationen blev alligevel en lille optur for den danske Haas-kører, der blot har scoret to point i sæsonen, men som fredag formåede at komme videre fra den første kvalifikationsrunde, der blev kørt efter et heftigt regnskyl.

I anden kvalifikationsrunde var det ved at gå galt for ham.

"Jeg ramte væggen i udgangen af sving ni og skadede både bagvingen og bunden. Jeg fik endnu et forsøg, men med en beskadiget bil tror jeg ikke, at der var mere i den. Men jeg burde naturligvis ikke have kørt af. Jeg var i dækmuren, så der var ret omfattende skader," siger Kevin Magnussen til Ekstra Bladet.

Teamkammeraten Nico Hülkenberg havde til gengæld en kvalifikation til glemmebogen.

Han fik problemer med sin racer i første kvalifikationsrunde og kom ikke ud af pitten i tilstrækkelig god tid til at kunne ændre på det dårlige facit, han havde i forvejen.

Nico Hülkenberg skal derfor indlede grandprixet som nummer 20 og sidst.

Verdensmester Max Verstappen kørte i hurtigste tid i tredje og afsluttende kvalifikationsrunde, efter at han ellers kun var sluppet videre fra anden kvalifikationsrunde som nummer ti og sidst.

Red Bull-køreren kommer imidlertid kun til at starte som nummer seks i grandprixet, for han blev idømt en straf på fem placeringer.

Det skyldtes, at hans racer har fået skiftet gearkasse for mange gange i sæsonen.

Charles Leclerc starter derfor forrest i grandprixet i sin Ferrari, mens Red Bull-andenkøreren Sergio Perez er i anden startposition.

Der køres i øvrigt to løb i weekenden på Spa-banen.

Lørdag skal kørerne i aktion igen, hvor der er både kvalifikation til sprintløbet, og selve sprintløbet køres også lørdag.